Bergman
Bergman rocks – Ingmar Bergman 100 år.

Bergman kom egentlig fra teatret, men efter en tørn som manuskriptforfatter, instruerede han sin første film Kris i 1945.

Som filmskaber, fik han et ry som en yderst ambitiøs auteur, der mestrede mange forskellige genrer inden for filmen. Hans tidlige film var dramaer – ofte centreret omkring det fremmedgjorde og jagten på lykken gennem naturen og kunsten (Sommerleg , 1951 og Sommeren med Monika , 1953). Senere kastede han sig bl.a. ud i forliste ægteskaber (En lektion i kærlighed , 1954), pinefulde psykologiske dramaer (Gøglernes aften , 1953) , selv-referende kunstfilm (Sommernattens smil , 1955), lignelseshistorier (Det Syvende Segl, 1957) og ekspressionistiske drømmebilleder (Ved vejs Ende, 1957).

Bergmans tidlige film portrætterer ofte teenagelivets kriser og den første kærlighed (Sommeren med Monika), medens han store film i 1950’erne udforsker spiritualitet, fremmedgjorthed og refleksioner over livet. Hans stjernestatus som instruktør blev etableret med Ved vejs ende (1957) og Det syvende segl (1957), der ligeledes er repræsentanter for en af Bergmans mest kreative perioder, hvor også en af hans vigtigste stilistiske bidrag til filmhistorien – den kompromisløse brug af nærbilleder – blev etableret. Det syvende segl er et selvrefleksivt opgør med Bergmans egen dødsangst og en hyldest til livet - samtidig med at, at det måske er en af filmhistoriens mest citerede film (scenen hvor ridderen spiller skak med døden).

Flere mener dog, at Bergmans karrierer først og fremmest blev fuldt forløst og fuldendt med de to kammerspilstrilogier: først Som i et spejl (1961), Lys i mørket (1963) og Stilheden (1963), og dernæst Persona (1966), Ulvetimen (1968) og Skammen (1968), der for alvor cementerede Bergmans status som en af filmbranchens mest respekterede og egenartede instruktører. De to trilogier er tilmed nogle af Bergmans mørkeste film, med et fraværende gudebilleder og et desorienterede og narcissistisk menneskesyn.

Men på trods af, at Bergman var på toppen af hans karrierer – kritikere roste hans film, der blev skrevet bøger om hans værker, hans manuskrifter blev oversat og hans film vandt festivalpriser og Oscars -, havde han stadig svært ved at finansiere hans filmprojekter, hvorfor Hvisken og råb (1972) bl.a. blev finansieret af Bergmans egen opsparing og de medvirkende skuespillere. Hvisken og råb fik, ligesom Scener fra et Ægteskab (1973), stor international succes, på trods af det skrabede budget.

I starten af 1980’erne vendte Bergman tilbage til Sverige, hvor han instruerede Fanny og Alexander (1983), der blev en international box-office succes og vandt fire Oscars. Årets efter lavede han Efter Prøven (1984), hvorefter han trak sig tilbage fra filmen.
Bergmans film er fyldt med personlige elementer, memorier, drømme, skyld og fantasier og kredser ofte om eksistentielle spørgsmål om moral, ensomhed og tro. Hans barndom går igen i flere af hans film - fra hans tidlige værker til Fanny og Alexander - forliste forhold var med til at forme Sommerleg, medens han svenske liv er baggrunden for Scener fra et Ægteskab. Hans film dvæler ved – og omhandler – kærende kvindefigurer, alvorsfulde faderfigurer, kynisme og det pinefulde kunstnerliv. De tager ofte for form som lignelser over livet (og dets undergang) og omhandler temaer som utroskab, sadisme, desillusion, tab af tro og forpint smerte.

Med andre ord, er Bergmans film nogle rigtige hyggespredere, du absolut ikke må snyde sig selv for – måske efter en romantisk middag eller på første date.

Du kan finder flere af Bergmans film – som fx Persona, Det Syvende Segl, Fanny og Alexander mf. – på filmstriben eller reservere dem lige her:

 

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten