Videnskab og krop

I forbindelse med den landsdækkende kampagne ”Viden skaber os – kroppen” går landets biblioteker i 2018 i samarbejde med Danmarks Radio tættere på viden, videnskab og krop. Den videnskabelige tilgang til kroppens biologi er udgangspunkt for temaet.

Vi har samlet nogle eksempler fra nyere dansk litteratur, hvor kroppen skildres med et videnskabeligt og undersøgende blik.

Læs også tema om Kroppen i litteraturen

Peter Adolphsen: Rynkekneppesygen, 2017

Rumvæsenet Ofu lander en dag på Amagers sydvestpynt på maven af den studerende Winnie. Den kryber ind i hendes navle og inficerer hende med den virus, der i folkemunde bliver kaldt rynkekneppesygen: Hun ældes unaturligt hurtigt og styres af en ukontrolleret libido. Virussen spreder sig med lynets hast til københavnere i alle aldre, som må lukkes inde på en sikret afdeling af Rigshospitalet. Romanen er en munter fremskrivning af en ide om, hvad der sker, når kroppen overtages af fremmede væsener, der fratager individet al selvkontrol.

”Denne voldsomme stigning i hendes libido var forårsaget af en (på jorden) hidtil ukendt psykokemisk substans, en hybridvariant af noradrenalin, acethylcolin, dopamin og testosteron, udskilt gennem de små rumvæsners stilettunger, der afstedkom en overaktivitet i de mange dele af nervesystemet, som indgår i det seksuelle reaktionsforløb (…).” (s. 42.)

Dea Trier Mørch: Vinterbørn, 1976

I denne kollektivroman møder vi 18 meget forskellige kvinder, der har deres graviditet til fælles. Vi følger deres forløb tæt med alle de komplikationer, bekymringer og den spændte forventning, der hører sig til. Vi er med til fødslerne og med til amning, kontrolvejninger og babypleje i den første tid. Det hele er både lægefagligt og helt kropsnært og detaljeret skildret, hvilket giver en fuldstændig enestående fornemmelse af kvindekrop, fødsel og forbundethed mellem mor og barn.

Niels Henning Falk Jensby: Techno, 2016

En begærlig krop og dunkende musik. Natlige møder og eksperimenterende sex. Zombietilstand på stoffer og en krop ude af balance. I sin prisvindende debutroman zoomer Jensby helt ind på kroppen og på hovedpersonens umættelige begær, og bogen stiller spørgsmål som: Hvad er forholdet mellem menneske og teknologi? Hvad gør et menneske til et menneske? Er kroppen andet end en maskine?

Amalie Smith: I civil, 2012

Et kærestepar indtager forelsket hinandens kroppe; den ene får kræft og kroppen bliver en anden. Fortælleren i denne tekstsamling går videnskabeligt til værks i sin afsøgning af krop, sygdom og relationer. Hvad sker der under celledeling? Hvad er krystallinske strukturer, og hvor befinder de sig i kroppen? Hvordan er vi forbundne? Hvad kalder vi det, kroppen udskiller?

Ursula Andkjær Olsen og Stense Andrea Lind-Valdan: Vi rus salve, 2016

Billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdan og digter Ursula Andkjær Olsen har i deres fællesværk ”vi rus salve” bragt krop og tekst sammen. Slørede fotokopier af hud og hår er påskrevet ord og digte, trykt eller skrevet i hånden. Det er redigeret og kommenteret, der er streget ud, og både tekst og billede flyder ud i de sorte sider. En virus har indtaget kroppen og sproget, og læseoplevelsen er mere cyklisk end lineær i denne dystre bog, der i flere henseender er skrevet med kroppen.

”det jeg forestiller mig/ det vil være lettere at kærtegne mig/ når selve kroppen ikke er i vejen”.

Svend Åge Madsen: Genspejlet, 1999

I denne roman, der efter eget udsagn vil forklare, hvad meningen med livet er, møder bevidsthedsbiologen Just Helled den skønne Helene, der dør ung. Senere i livet præsenteres han for fire aldersforskellige udgaver af Helene og forelsker sig i dem alle. Spørgsmålet er, hvad bevidsthed er og hvilke muligheder og farer, der ligger i genteknologi?

Peter Seeberg: Patienten, 1962

Fortælleren i denne ikoniske novelle lider af den sjældne sygdom ”almindeligt bortfald”, der i korthed betyder, at patienten falder fra hinanden. Først erstattes hans ben af proteser, siden udskifter lægerne hans arme, lunger, nyrer og hoved, som han har fået af en, ”som døde uhelbredeligt under den sidste krig”. Der er et spænd mellem den lakoniske og næsten begejstrede fortæller og hans lemlæstede krop og liv. Til sidst kan han kun kigge op i luften og hækle grove undertrøjer, mens hans kone kommer på besøg og forsikrer ham om, at han er den mand, han altid har været. Teksten rejser spørgsmål om, hvad identitet og sjæl er, og hvor mon det sidder i kroppen. Hvor meget af en krop kan man udskifte, før man bliver en anden?

Caspar Eric: Nike, 2015

I sin anden digtsamling skriver Caspar Eric om sygdommen cerebral parese, spastisk lammelse, og om livet med et handicap. Samlingen omhandler et brud med kæresten Victoria og tankerne om nogensinde at få et helt almindeligt liv, og teksterne er en udforskning af, hvad det betyder for ens identitet og selvfortælling at have et handicap. Er man et offer, en helt eller bare et menneske?

»Vi er menneskene/ der har forskellige handikap/ vi smadrer vores egne kroppe/ vi smadrer statuerne/ vi smadrer de små guder/ og så smadrer vi hinanden/ jeg har bare været smadret/ fra begyndelsen«.

Kroppen i litteraturen

Spørg Biblioteksvagten