3. august 2017

Hvorfor skal du læse Linda og Valentin?

Peter

Serien om Linda og Valentin har, siden jeg var en stor dreng, været en af mine absolutte favoritter, og den står naturligvis i min hylde derhjemme.

 

Hele konceptet var bare i orden; to agenter rejser i tid og rum for at løse opgaver for Jorden på alverdens eksotiske planeter, som fik en til at tænke på om vi nu også er alene i universet.

 

Med tiden udviklede serien sig både litterært og kunstnerisk, og den blev også ganske politisk. Pierre Christins historier var altid på de smås side, og var yderst kritisk over for totalitære idéer.

 

Linda er sandsynligvis en af de første moderne feminister i populærtegneseriens historie. Det giver ofte Valentin problemer på deres missioner, da hendes løsningsforslag tit er i strid med hans mere regelrette opfattelse af tingene.

 

Men det der for mig virkelig er seriens ”storsælger” er Jean Claude Mezieres’ fantastiske skildringer af universet, med stjernehobe, spændende planeter, rumskibe og utrolige skabninger. Mange af seriens sider tenderer simpelthen kunst, så smukke er de.

 

Og så er man jo altid lidt forelsket i den skønne rødhårede Linda :-)

 

Annelise

Linda og Valentin er en totalt badass tegneserie, som jeg læste mange gange for år tilbage, og som jeg klart overvejer at læse igen, nu når selveste Luc Besson har tilladt sig at filmatisere universet.

 

Hvorfor jeg var fascineret af den? Der var ikke noget bedre en regnvejrsdag at tage med de seje rumagenter i tid og rum, maskuline Valentin og seje hårdtslående Linda, ud til fjerne planeter. Jeg var bl.a. helt vild med Shingouzerne, som er eksperter i at handle med informationer og er i det hele taget bare tosset med både det spændende persongalleri, og det univers, som folder sig ud i tegneserien.

 

Selvom Linda og Valentin efterhånden har 50 år på bagen, så holder de stadig og jeg vil klart anbefale dem. Jeg skal som nævnt selv lige skal have dem genlæst inden for en nær fremtid, så det er med at få reserveret dem, inden jeg snupper dem med hjem :-).

 

Kristian

Linda og Valentin vil for mig altid være kendetegnet ved de vildt flotte illustrationer. Jeg samlede tegneserien op som ung knægt, i første omgang på grund af den lidt afklædte Linda, der sprang i øjnene.

 

Når jeg så bladrede i hæftet, var det tegningerne, detaljerne og hele billedet, der gjorde at jeg tænkte ”Wow! Det her er i en klasse for sig”.

 

Det samme er lidt den forventning jeg har til Luc Bessons fortolkning af universet – jeg forestiller mig at filmens visuelle udtryk kommer til at matche det, jeg synes kendetegner tegneserien: en helt unik sans for detaljer og en medrivende fortælling.

 

Om jeg skal se filmen? Ja da! Skal jeg også huske at genlæse nogle af tegneserierne? Helt klart.

  

Se traileren til "Valerian - And The City Of A Thousand Planets" 

Lån Linda og Valentin