4. august 2017

Hold hjernen frisk med biblioteket

Du kender ham sikkert. Han har en e-mailkonto, men det er børnebørnene, der tjekker den for ham, når de er på besøg. Han bliver forvirret af at klikke rundt efter kamerafunktionen på sin mobil - og han bliver fjern i blikket, når nogen nævner Mobile Pay.

 

Hans verden er fuld af nye digitale muligheder, og han ved godt, han kun bruger en brøkdel af dem. Tingene kunne være meget lettere - men hvor skal man begynde?

Pilotprojektet ‘Hold hjernen frisk’ griber fat om nældens rod og ser netop på, hvordan seniorer kan lære og hente styrke fra teknologi og it til at skabe mening og muligheder i deres hverdag.

 

Målgruppen er it-skeptiske og/eller it-uvante 55-70-årige, der - inden for en årrække - enten kan se frem til at afslutte en tilværelse som erhvervsaktiv; eller som allerede har gjort det.

 

Kender du nogen, der passer på målgruppen - eller har du en rem af huden selv - så starter projektet sine to første hold fra starten af september; og er netop nu åben for deltagere. Projektet starter først i september, og du kan læse, hvordan man tilmelder sig nedenfor.

Projektet bevæger sig her i to spor med hver sit omdrejningspunkt: 

Et projekt med pionérånd

Det ene spor har fokus på, hvordan it kan bruges i hverdagen og understøtte helbred, socialt engagement samt et aktivt liv. Det andet spor har fokus på, hvordan it kan bruges til at knytte din og din families personlige historie til byrummet, landskabet og vores fælles nationale kulturhistorie.   

 

For at der skal være tid til at gå i detaljen og eksperimentere med teknologien inden for deltagernes egne rammer, er der afsat 15 uger til hele forløbet. Så er der plads til at lære i forskelligt tempo og komme vidt omkring. Ikke mindst ift. det sociale, hvor der vil blive lagt stor vægt på at lære - og lære af - hinanden på hvert af de to hold.

 

Derudover har man i projektet insisteret på at kunne gå grundigt til værks, i og med der er tale om lidt af et pionerarbejde. Deltagere vil fx. Blive evalueret (det gør ikke ondt) før og efter af forskere fra Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet, således at man kan høste erfaring om, hvad der giver mest mening for deltagerne ift. til at introducere it og styrke deres personlige livsprojekt.

 

Sådan kommer du med

Har du lyst til at være med på et af de to pionér-hold - eller kender du nogen, der kunne være frisk på at deltage til september - så ring til projektansvarlig Torben Fløjgaard Jakobsen på 2520 4374.

 

Du kan naturligvis også sende Torben en e-mail eller et brev. Det kan du gøre via torben.jakobsen@aalborg.dk eller på adressen:

 

Aalborg Bibliotekerne

Rendsburggade 2, 9000 Aalborg

www.aalborgbibliotekerne.dk

Att: ”Torben Fløjgaard Jakobsen”.

 

Husk at skrive, hvilket af de to spor du gerne vil på og et telefonnummer, så Torben kan komme i forbindelse med dig.

‘Hold hjernen frisk’ er et landsdækkende initiativ, støttet af Nordea Fonden. I Aalborg realiseres det som et samarbejde mellem Aalborg Bibliotekerne, Aalborg Stadsarkiv og DGI.

 

Spørg Biblioteksvagten