27. oktober 2017

Juhuu det regner - så er det tid til brætspil!

 

Når regnen regner oppe på taget, har regnen slet ikke oppedaget, det kan regne nul ned. Vi skal spille brætspil. Det ku' regnen jo ikke regne ud.

 

Vejret fylder meget i danskernes bevidsthed og i den daglige samtale og når efterår og vinter gør sit indtog, stiger intensiteten i vejrdiskussionerne. ”Æv det regner!”, ”Nøj, hvor er det koldt.”, og ”Det er godt nok blevet mørkt, hva'?” er lidt nedtrykte vendinger, vi alle har ytret fra tid til anden.

 

Jubii det er møgvejr!

Men der er god grund til at vende vejrleden på hovedet og juble over, at vi går en mørkere, koldere og vådere tid i møde. For møgvejret er en alletiders god lejlighed til at samle familie og venner og spille brætspil i læ og i ly.

 

"Jamen hvad skal vi spille?" Godt du spørger. Aalborg Bibliotekerne har mere en 350 forskellige brætspil, du kan låne og vi deler gerne ud af vores viden og giver et godt råd på vejen til netop dit behov.

 

Kom ind og få et godt råd

Herunder har vi anbefalet tre af de nyere spil, vi har fået ind. Der er dog er masser af andre muligheder, så kom ind og få et godt råd med på vejen. Vi er leveringsdygtige i biblioteksværter med afsmittende entusiasme, der helt sikkert kan finde et spil, I aldrig har prøvet før, og som I vil elske.

 

Tre spilanbefalinger

Sigurds Danmarkshistorie - lærerigt familispil

Ticket to Ride - First Journey - børnevenligt strategispil - børnevenligt strategispil

Exploding Kittens - jep... eksploderende kattekillinger

 

Kom til Nordic Game Week

Er du interesseret i brætspil, så er der fra den 30. oktober til 5. november rig mulighed for at dyrke den interesse, når vi er med til at afholde Nordic Game Week. Der er aktiviteter på Hovedbiblioteket hver dag fra mandag til og med lørdag og det er for alle – store som små, garvede som nybegyndere.

 

Nordic Game Week handler ikke kun om brætspil, så hvis du er til gaming eller eSport, skal du også komme. Læs mere om Nordic Game Week og vores aktiviteter her.


Se indslag om brætspil fra TV2 Nord

Spørg Biblioteksvagten