25. november 2017

Oplev Herbjørg Wassmo til Ordkraft 2018

Det er flere års benarbejde, der omsider er lykkedes med held når Ordkraft Festival kan præsentere den populære og prisvindende norske forfatter Herbjørg Wassmo som sit hovednavn på festivalen i Aalborg i april næste år.

 

Et menneske med stærke og markante meninger

"Vi er glade for og en lille smule stolte over, at det er lykkedes at få Herbjørg Wassmo til Ordkraft. Ikke alene er hun en meget læst forfatter, hun er også et menneske med stærke og markante meninger om den tid og det samfund, hun lever i", siger projektleder Ove Hesselbjerg fra Ordkraft Festival, som har landet aftalen med den norske forfatter.

 

"Med sit stærke kvindeperspektiv og realistiske iagttagelser har hun gennem mange år leveret fascinerende psykologiske iagttagelser af menneskelivet, og vi er ekstra glade for at kunne præsentere Herbjørg Wassmo for vores publikum samtidig med, at hun er aktuel med sin seneste bog ”Den, der ser”, som er fjerde del af den populære serie om Dina", tilføjer Ove Hesselbjerg.

 

Succes i Danmark med serien om Dina

Herbjørg Wassmo er født den 6. december 1942. Hun uddannede sig til lærer og arbejdede som sådan i mange år, indtil hun i 1976 debuterede som forfatter med Vingeslag.

 

Det store gennembrud kom i 1981 med Huset med den blinde glasveranda. Wassmos største succes, i hvert fald blandt hendes mange danske læsere, er serien om Dina – Dinas bog, Lykkens Søn, Kamas arv og senest fjerde del, Den, der ser.Dina-serien blev filmatiseret i 2002 af Ole Bornedal med Maria Bonnevie og Gerard Depardieu i hovedrollerne.

 

Prisvindende forfatterskab

Herbjørg Wassmo har modtaget en lang række priser for sit forfatterskab, bl.a. Kritikerprisen, 1981. Bokhandlerprisen, 1983. Nordisk Råds Litteraturpris, 1987, Gyldendals legat, 1991. Bogklubben 12 Bøgers pris, 1997. Amalie Skram-prisen, 1997 og Brageprisens hæderspris, 2010.

 

Ordkraft Festival 2018 finder sted på Nordkraft i Aalborg i dagene 5.-7. april. Herbjørg Wassmos besøg er endnu ikke programsat.

 

Billetter til festivalen kan i øvrigt allerede nu købes her

Spørg Biblioteksvagten