11. september 2018

Anbefalinger af brætspil til de mindste

HABA laver spil til de mindste. Det er spil, der er målrettet de 2-7 årige, og biblioteket har for nyligt indkøbt en del af disse spil, så der også er noget for vores yngste biblioteksbrugere.

HABA er et tysk firma, og derfor er der oftest ikke danske regler med, men reglerne er ret simple og på engelsk i alle spil. En voksen til at oversætte reglerne kan anbefales, men så er spillene altså også lige til at gå til.  

Du kan genkende spillene på deres karakteristiske gule farve.

Brandon the brave (5+ år)
Du er den forvirrede ridder Conrad, smid brikkerne ud fra det startende slot, find din hest og gør dig klar til at tage på eventyr med den modige ridder Brandon. Rigtigt sjovt og lærerigt lille spil, der kan lære børnene, hvordan man farvegenkender, løser typiske problemer riddere løber ind i såsom alt lige fra at befri prinsessen til at finde skatten.
Spillet minder meget om Carcassonne og KingDomino.

Tiny Park (5+ år)
Byg din egen forlystelsespark! Elsker dit barn parker som Fårup, så prøv da lige kræfter med at designe hvordan barnets, eller din egen, forlystelsespark skal se ud. Det er både et spil, hvor man skal tænke meget over, hvordan man placerer ens madboder, forlystelser osv. men også være lidt heldig, når man slår terningerne med HVILKE forlystelser gæsterne gerne vil besøge. Spillet virker utroligt simpelt og sjovt, de par gange, jeg har prøvet med det (uden børn!), har været morsomt. Jeg tror, at det er et spil, der virkelig kan lære børnene at tænke over placeringer af forlystelser.
Spillet minder om Patchwork og Kingdomino.

Dyr på dyr (3+ år)
Der skal stables dyr. Reglerne er utroligt simple: stil krokodillebrikken midt på bordet, slå med den tilhørende terning og stil et af dine dyr oven på de andre. Spillet skriver selv, at det opfordrer til øje/håndkoordination, finmotorik og tre-dimensionel tænkning. Det er jeg som sådan enig i, og det lyder til at være et rigtigt fint spil for de små børn. Lige til børnehavebørn, der skal lære hvad dyrene hedder til de lidt større børn, der kan se det sjove i at stable dyr ovenpå hinanden og få en oplevelse ud af det.
Spillet minder om My very first game - first orchard og Kanin hop hop.

Clumsy Witch (7+ år)
Et engelsk spil, hvor der skal rimes og rulles terninger for at finde ud af hvilke trylledrikke den uheldige lille heks kommer til at blande: er det en kærlighedstrylledrik eller en der forvandler en til en frø? Hvem ved?
Det er i hvert fald et sjovt lille spil, hvor man skal regne ud hvilke ingredienser, der bliver placeret hvor. En personlig note er, at spillet nok fungerer bedst, hvis barnet er to-sproget med engelsk som et af de primære sprog, da der er en lille remse man skal sige hele tiden. Er man meget kreativ kan man selv komme på én! Her er et utroligt unikt spil!

 

Prinsessan på ärten (3+ år)
Jahh hvad er der at sige? Det er det klassiske eventyr om prinsessen på ærten, som vi alle kender. I skal samle hendes seng med de tilhørende dele og slå med en terning. Jeres opgave er at stable alle puderne, så hun kan sove uden at blive forstyrret af ærten. Dertil er der også muligheden for at spille en udgave, hvor man spiller mod hinanden om hvem, der kan stable flest af sine madrasser. Spillet er utroligt sødt og lyserødt. Det er ikke svært og kan for eventyrinteresserede børn være en sjov lille leg.
Spillet minder om Kanin hop hop og Rhino hero 

 

Feuerdrachen (5+ år)
Vælg en af fire farver af ilddrager og sæt vulkan-brikken i midten af spilbrættet. Opgaven er så at indsamle så mange rubiner som muligt. Den, der har samlet flest i sin farve-passende pose, vinder! Det er et rigtigt sjovt lille spil for de mindre, der godt kan lide drager og at spille mod hinanden. Hvem ved om I skal navngive jeres drager for at gøre det hele lidt mere spændende? Mine skulle i hvert fald hedde Hubert og Rubert!


Rigtig god fornøjelse med alle de nye brætspil!

 

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten