30. oktober 2018

Væbnet med ord: fem nye stærke lyriksamlinger

Olga Ravn, Christian Hagen, Casper Eric, Theis Ørntoft og Olivia Asta Nordenhof

Olga Ravn – Den hvide rose
Den hvide rose er en minimalistisk tour de force, der samtidigt giver et forfriskende bud på klassiske lyriske temaer, som kærlighed, død, sygdom og roser. Bogens 160 digte, der hver fylder blot 5 linjer, byder på en billedrig og sanselig læseoplevelse, hvor form og lyrisk indhold går op i en højere enhed. Digtsamlingen er desuden hurtig at læse, men kan læses igen og igen.
Lån bogen

Christian Hagen: White girl 2
Christina Hagens digtsamling White girl 2, er en opfølger til digtsamlingen White girl fra 2012. Digtsamlingens fokus er på indgroet hverdagsracisme og fordomme, der via hendes brug af jeg-fortællere vender spejlet mod os selv som læsere, måske vil særligt unge piger og kvinder finde genkendelse i digtene. Alle digtene er skrevet på såkaldt pidgin-dansk, et sprog som forfatterinden selv har udformet, der tilfører digtenes ’white girls’ et yderligere lag af ubehjælpsomhed. White girl 2 er en gennemført og samtidskritisk digtsamling, der ligesom sin forgænger, giver megen stof til eftertanke.
Lån bogen

Casper Eric – Nike
I Nike inviteres vi indenfor i en 28-årig mands fortælling om sit liv som handicappet med spastisk lammelse. I digtsamlingen, der er bygget op om ét langdigt, får vi beskrevet alt ud fra den 28-åriges synspunkt med alt hvad hans liv indebærer af parforhold, fester, familie og ikke mindst kropslige- såvel som eksistentielle begrænsninger. Nike er en rørende og stærk digtsamling, der på smuk vis formår at fremhæve almenmenneskelige aspekter ved livet og hvad det vil sige at høre til. Digtsamlingen blev i 2016 tildelt Michael Strunge prisen. Caspar Eric er desuden aktuel med digtsamlingen Alt hvad du ejer.
Lån bogen

Theis Ørntoft – Digte 2014
Theis Ørntoft udfolder, under titlen Digte 2014, en dystopisk mørk fremtid, hvor menneskelighedens indvirken på vores jordklode er skyld i en økokatastrofe. Igennem Ørntofts postapokalyptiske poesi tages civilisationen og naturen under kritisk behandling, hvor især jegets afmagt sættes i centrum. Digte 2014 er dyster, hårdtslående og absolut vedkommende lyrik.
Lån bogen

Olivia Asta Nordenhof – Det nemme og det ensomme
Olivia Asta Nordenhofs Det nemme og ensomme indeholder dybt personlige digte om barndom, ungdom og det der kommer derefter. Ved glimtvis at give læseren indblik i Nordenhofs opvækst, tab af uskyld, tab af forældrene samt hendes betragtninger om livet, skabes udtryksfulde historier, der går lige ind. ”Det nemme og det ensomme” byder på ægte og rå lyrik, der kan læses af både den trænede og utrænede lyriklæser.
Lån bogen

 

 

 

 

 

Se filmen: Væbnet med Ord og vinger" den 5. november på Hovedbiblioteket

Ny dansk lyrik

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten