21. december 2018

Lider du af eksamensangst? Få en peptalk her

 

Herunder finder du  7 gode råd, hvis du står foran en vigtig eksamen med svedige håndflader og bankende hjerte. Knæk og bræk med det – du nailer det der!

1. Forbered dig

Eksamen er meget mindre stressende, hvis du er velforberedt. Strukturer din eksamenslæsning og husk at komme hele vejen rundt om pensum – gerne i god tid.

 

2. Fysisk aktivitet er sundt – også for eksamenslæseren

Motion er godt for både krop og sind. Gå en tur, tag armbøjninger eller tag dig en løbetur i skoven – helst uden musik eller andet i ørerne. Motion frigiver kemiske stoffer i hjernen, som øger din koncentrationsevne og evne til at præstere, og nedsætter stress og angst for eksamen. Samtidig er der undersøgelser, der har vist, at du faktisk reflekterer bedre, hvis du samtidig bevæger dig.

3. Tænk positivt

Forestil dig, at du klarer dig godt i stedet for at gå ud fra, at klappen går ned. Smit censor og lærer med din begejstring. Din lærer og censor vil ikke slagte dig – tvært i mod ønsker de, at du skal klare dig godt.

4. Men vær også realistisk

Prøv at sæt dine forventninger til eksamensresultatet ud fra dine egne evner. Lad dig ikke presse af dine klassekammeraters ambitioner og resultater.

5. Vær åben om din nervøsitet

Fortæl lærer og censor åbent, at du er nervøs. De vil både forstå din nervøsitet og forsøge at hjælpe dig igennem eksamen.

 

6. Og inde til eksamen

Plant fødderne solidt på gulvet for at have jordforbindelse, når du kommer ind til eksamen. Du kan med fordel have noget med, som dine hænder kan lave, så du kan komme af med noget af den nervøse energi den vej. En blød stress-bold f.eks. Men ikke en kuglepen, der klikker!

Skænk dig et glas vand og tag en slurk, når du har brug for at samle tankerne. Det er ok, at tænke sig om, inden man svarer på et spørgsmål.

7. Og endelig…

Skulle du være uheldig at dumpe, så sig Pyt! Det er de færreste mennesker, der kommer gennem en uddannelse uden at dumpe en eksamen. Verden vælter ikke, hvis du dumper, og du har formentlig lært noget alligevel.

Det kunne være meget værre: eksempelvis at Landsholdet tabte en vigtig fodboldkamp.

Hjælp til studierne og eksamen

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten