Bæredygtighed

 

 


Vi tænker ikke specielt over det, men når det kommer til bæredygtighed, så kunne Aalborg godt være Danmarks hovedstad. I maj måned er vi endnu grønnere og bæredygtige end vi plejer.

For der foregår uhyggeligt meget her ved Limfjorden. Det er blandt andet det kampagnen ‘Gør os alle grønnere’ går ud på: At vi som borgere i Aalborg Kommune har en del at ranke ryggen over, og som enkeltindivider faktisk har mere at byde på ift. bæredygtighed end bare at undvære en bøf i ny og næ.  

Sammen med Center for Grøn Omstilling har Aalborg Hovedbibliotek snurret en hurtig udstilling på plads, hvor du i de kommende måneder vil kunne opleve og høre om en række af de lokale initiativer, det bobler og spirer op fra lokale ildsjæle og smaragdgrønne sind. Og hvor du også kan blive klogere på alle de former bæredygtighed kan komme til udtryk på - for energiforbrug og fødevarer er ikke de eneste ting, der skal løses via en bæredygtig revolution.

Få hjælp til bæredygtighed.

I maj måned flytter de Grønne agenter desuden ind på biblioteket. Har du en spirende idé, er nysgerrig eller har brug for hjælp til at bære dit bæredygtige koncept igennem, så er de Grønne Agenter et oplagt sted at starte.  

De Grønne Agenter giver bl.a. sparring til projektudvikling, kontakt til samarbejdspartnere og fageksperter, hjælp til fondsansøgninger samt rekruttering af frivillige og kan også hjælpe med formidling og udarbejdelse af materialer.

Den 23. og 30. maj kl. 09.00-15.00 sidder de Grønne Agenter klar til en snak om bæredygtighed og grønne projekter, og de står også bag to foredrag:

Er du på udkig efter ekstra grøn fakta og viden, kan du også suse forbi faktalink, som er en af de netbaser, du har adgang til via din biblioteksprofil. Her er der i øjeblikket en række rigtig fine artikler om bæredygtighed, læs f.eks. Bæredygtighed og grøn omstilling eller Madkultur - bæredygtig ny nordisk mad.

Lokal, grøn stolthed

I de underliggende afsnit kan du læse om nogle af de initiativer som Aalborgs bæregeniale agenter har været med til at hjælpe på vej og gøre levedygtige. 

 

Låneordning for elcykler i Vodskov


Bor du i Vodskov og pendler du i bil? Så er du sikkert træt af både at sidde i kø og være lukket inde i en lille brummende kasse. På baggrund af en henvendelse om netop den problematik har   

de Grønne Agenter og Aalborg Cykelbys etableret et nyt initiativ, der gør det nemt at komme på arbejde med grøn samvittighed. Du har mulighed for at låne en elcykel i en måned helt gratis! 

Læs mere her 

 

Grønne skoler og daginstitutioner

Med formålet at sætte bæredygtighed på skoleskemaet har De Grønne Agenter sammen med kommunens skoler udført en række initiativer, som skal lære de mindste at leve grønnere. Indsatsen omfatter bl.a. miljøundervisningsprogrammet Grønt Flag-Grøn Skole samt Grønne Spirer, der fremmer bæredygtighed i daginstitutioner.


Kogræsserforeningen i Hasseris Enge

Kogræsserforeningen i Hasseris Enge bliver den første af sin slags i Aalborg. Medlemmerne i foreningen indgår en aftale med landmænd om at passe køer med kalve fra maj til oktober, hvorefter medlemmerne står forrest i køen til at købe kødet, når kalvene slagtes.

Dyrene vil typisk være Jersey tyrekalve, der under traditionelle driftsformer aflives, fordi de ikke er rentable i produktionen. Med de nye kogræsserforeninger går jersey kalvene ikke til spilde og køerne får stimuleret deres yngelplejeinstinkt.

 

 

Projektet skal bl.a. være med til at give nem adgang og tilhørsforhold til lokal fødevareproduktion, skabe mere varierede naturområder og øget biodiversitet, samt fremme engagementet i økologiske produktionsformer og dyrevelfærd.

Det er medlemmernes opgave på skift at se efter, om dyrene har vand og om de trives. Køerne afgræsser et kommunalt areal, hvilket understøtter en byudvikling i tæt samspil med natur og økologisk fødevareproduktion.

Læs mere på https://grontaalborg.dk/kom-vaer-aalborgs-foerste-kograesserforening/

Aalborgs Bæredygtighedsfestival

Bæredygtighedsfestivalen bliver afholdt hvert år i september og handler om at gøre bæredygtighed konkret. Det er en festival med det erklærede mål at inspirere dig til at gøre din hverdag lidt mere bæredygtig ved små eller store skridt.

Den er på mange måder kronen på værket i forhold til alle de bæredygtighedsinitiativer, der bobler og spirer rundt omkring. Det er gratis at udstille på festivalen både for borgere, virksomheder, institutioner, butikker osv., der har lyst og mod til at vise deres bæredygtige projekt frem.

I år foregår festivalen i perioden 8.-15. september 2018. Grib fat i de grønne Agenter for at høre mere, eller kom til
infomødet d. 3. maj kl. 16.00 på Aalborg Hovedbibliotek.

Læs mere her: http://www.xn--bredygtighedsfestival-f3b.dk/

 

Samskabende Grøn Omstilling

Som en del af initiativet Samskabende Grøn Omstilling har de Grønne Agenter med hjælp fra kommunens borgere og i samarbejde med Aalborg Universitet skabt en app til synliggørelse af energiforbrug, som skal gøre det lettere for borgerne at spare på energien.

Et første nedslagspunkt for projektet har været Sulsted, der for nyligt har fået udrullet fjernaflæste varmemålere. Sammen med borgerne i Sulsted, vil de Grønne Agenter gerne finde ud af, hvordan man øger interessen for energiforbrug gennem visualiseringsværktøjer og oplysning.

Læs en beskrivelse af projektet på intereg-oks.eu.


Egholm Øko-Ø

Egholm vil ikke være en hvilken som helst ø. Den vil lyse som et grønt dunkende hjerte i Limfjorden, og fylde sine 6 km² til bristepunktet med bæredygtihedstiltag.

Øen allerede godt på vej mod en grøn omstilling med tre økologiske landbrug, der potentielt set kan forsyne 1.000 familier med mad.

Restaurant Kronborg har også en vigtig rolle i projektet. Her serveres nemlig både lokalt og økologisk kød og grønt.

 

For at bane vejen for en bæredygtig fremtid har egholmgenserne  - med assistance fra de Grønne Agenter - dannet fem temagrupper, der skal arbejde med: 1. fællesskab om økologi på Egholm, 2. tilgængeligheden af Egholm 3. branding af ØkoØen Egholm 4. en naturplan for Egholm og 5. recirkulering af næringsstoffer.

Alle fem grupper har allerede nu fået tilkendegivelser fra egholmgensere, der ønsker at bidrage til arbejdet med at gøre Egholm økologisk. Man har bredt ønsket at fremme den bynære økologi og gøre produktionen mere nærværende – fx for børnehaver og skoler - samtidig med at samle øen i et . fællesskab om lokal trivsel - både for miljøet og ift sundhed.

Læs mere på: https://grontaalborg.dk/egholm-som-oekooe/

 

FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling 

Den 25. september 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere på FN topmødet i New York 17 mål - og 169 delmål - for en verdensomspændende udviklingsdagsorden. Målene trådte i kraft den 1. januar 2016 og skal frem til 2030 sætte kurs for en bæredygtig udvikling for planeten og os som menneskehed.

Når de Grønne Agenter og Center for Grøn Omstilling udvikler eller hjælper borgere, virksomheder og institutioner med deres projekter er de 17 verdensmål ofte i brug til at tænke hele vejen omkring bæredygtige aspekter.

Du kan læse mere om FN’s 17 verdensmål her eller komme forbi udstillingen på Aalborg Hovedbibliotek, hvor du kan være med til at afgøre hvilket verdensmål, der skal udråbes som det vigtigste for udviklingen og dit liv i Aalborg.

 

Spørg Biblioteksvagten