Det er ti år siden, en af Danmarks bedste og mest originale digtere døde. 'Vi overlever kun fordi vi bruger ord', skrev Inger Christensen i det fra 1969, og hun holder stadig os andre i live med sine smukke og originale ord fyldt med fornemmelse for sprogets nuancer og klangbunde, der samtidig viser menneskets forbundethed med naturen og omverdenen.

Inger Christensen er systemdigteren par excellence og blev i mange år uofficielt nævnt som en seriøs kandidat til Nobelprisen i litteratur. Med udgivelsen af Verden ønsker at se sig selv  i 2018 med manuskripter og enkelttekster, som ikke tidligere har været offentliggjort i bogform, blev der kastet nyt lys over forfatterskabet. Inger Christensens store betydning afspejler sig også i, at hun ud over at inspirere yngre digtere, stadig bliver genudgivet og oversat, ligesom der undervises og forskes i forfatterskabet. Læs mere om de vigtigste linjer i artiklen Inger Christensen findes af Erik Skyum-Nielsen.

Inger Christensen er i øvrigt årets klassiker i 2019 og vil bliver hyldet til en lang række arrangementer på de danske biblioteker i september i år.


Sproget findes

At læse modernistiske digte bliver notorisk forbundet med noget vanskeligt og ser man på bestsellerlisterne, så er der ganske få modernistiske digtere at finde. Alligevel sker det, at der er digtere, der formår at krydse grænsen fra de snævre akademiske cirkler til den brede offentlighed uden at slække på den kunstneriske kvalitet.

Inger Christensen (1935-2009) var et sjældent eksempel på en digter, der gennem hele sit forfatterskab formåede at være både åben og eksklusiv – lige dele feteret af den almindelige læser og den akademiske ekspert. Sagt på en anden måde, så er Christensen blandt de få danske forfattere, der aspirerer til at være verdenslitteratur. Der er således kritikere, der beklager, at hun ikke opnåede at få Nobelprisen i litteratur. Til gengæld er hendes digtsamling Sommerfugledalen (1991) optaget i den danske kulturkanon og som både teoretiker og digter fik hun en betragtelig indflydelse på det danske litterære miljø.


Opvækst og modernistisk debut


Tager man i betragtning, hvor intellektuelt præget forfatterskabet er – ikke blot i en snæver litterær forstand, men også i en bred videnskabelig optik – så kan det måske komme som en overraskelse, at Inger Christensen ikke voksede op i et akademisk miljø i storbyen, men var datter af skrædderen Adolf Emanuel Christensen, der boede med konen Erna Hansine Christensen i Vejle.

Inger Christensen viste dog hurtigt sine boglige evner og kom i gymnasiet og læste senere til lærer i Aarhus, hvor hun også fulgte naturvidenskabelige forelæsninger, og den brede humanistiske dannelse skulle komme til at præge hendes forfatterskab.

En anden markant indflydelse blev kritikeren og digteren Poul Borum, som hun blev gift med i 1959. Via Borum fik hun udvidet sin i forvejen store viden om litteratur og fik en bred introduktion til europæisk modernisme.

Borums formidling af modernismen var koncentreret om det centrallyriske jeg og spændingen mellem subjektets sansning og opløsning i sproget. Det er denne forståelse af jeget, der præger Inger Christensens debut med digtsamlingen Lys (1962). Her hedder åbningsdigtet ganske passende 'Hvis jeg står' og lyder som følger:

Hvis jeg står / alene i sneen / blir det klart / at jeg er et ur // hvordan skulle evighed / ellers finde rundt

Ser man på første del af digtet er det helt i tråd med den centrallyriske tradition.  Der er et jeg i digtet, der står i sneen og sanser verden og oplever tiden. Imidlertid åbner digtets afsluttende to linjer for en helt ny fortolkning, der bryder med den centrallyriske omverdensforståelse. Her pointeres nemlig det paradoks, at evigheden, den uafbrudte tid, nødvendigvis må forstås i lyset af den afmålte tid, der udspiller sig gennem jeget. Jeget og evigheden er betinget af hinanden og det, der forener dem, er naturen, sneen, der danner udgangspunkt for observationen. Endnu mangler blot den afgørende filosofiske pointe, at også naturen er indlejret i sproget.  Forskydningen er imidlertid sket fra et jeg, der oplever udenfor naturen til et jeg, der er blevet en del af naturen.


Fra centrallyrik til skrifttænkning

Inger Christensens bevægelse fra jeget til sproget således allerede i kim på debuten, men det er først med romanen Azorno (1967), at den for alvor bliver artikuleret. Her går Christensen linjen ud og skriver en eksperimenterende tekst, hvor det faste jeg bliver til en muterende masse af stemmer. Som litteraturforskeren Lis Wedell Pape skriver i sit portræt af forfatteren i Danske digtere i det 20. århundrede: ”Hvor de modernistiske digtsamlinger Lys og Græs opererede med en jeg/omverdensproblematik, viser Azorno, hvordan sproget iscenesætter teksten som tekst og personerne som forskellige positioner og synsvinkler i teksten”. Konsekvensen af dette skift i poetik er ifølge Wedell Pape vidtrækkende: ”Det, romanen viser, er, at sprog og virkelighed er uhjælpeligt sammenflettede, at sproget ikke viser hen til nogen virkelighed eller sandhed uden for sig selv”.

Det følger naturligt af den nye poetik, at synet på jegets rolle i forhold til det at digte er ændret radikalt. Fokus er ikke længere på et jeg, der kan udtrykke sig udenfor sprogets tegnsystem, en digter i klassisk forstand, men snarere på sprogets evne til at skabe betydning. Inger Christensen er selv inde på den reviderede opfattelse af digterrollen i essayet 'Den naive læser' fra essaysamlingen Hemmelighedstilstanden (2000):

”Når jeg skriver digte, kan jeg finde på at lade som det ikke er mig, men sproget selv, der skriver. Jeg lader som om det er muligt at træde lidt tilbage som person og ligesom overvåge sproget udefra, som om jeg aldrig selv havde brugt det.

Jeg lader altså, som om sproget og verden har deres egne forbindelser. Som om de enkelte ord, uden om mig, har direkte berøring med de fænomener, de henviser til. Så det bliver muligt for verden at finde mening i sig selv. En mening, som er der i forvejen.” 

Rent konkret giver Christensens insisteren på at overlade meningen til sproget sig udslag i et arbejde med (sprog)systemer, hvor meningen genereres af formen, men aldrig på en fuldstændig mekanisk måde. Der opstår undertiden sprækker i de perfekte systemer Christensen betjener sig af i det, der bliver hendes poetiske hovedværker det, (1969), Brev i april (1979), Alfabet (1981) og Sommerfugledalen (1991). Her benytter hun sig blandt andet af Viggo Brøndals præpositionsteori, Olivier Messians serielle permutationsystem og Fibonaccis talrække.


Sommerfugledalen: Et fuldbyrdet mesterværk

Af alle Inger Christensens systemorienterede værker er Sommerfugledalen på én gang det mest klassiske og eksperimenterende. Digtsamlingen udgøres af en såkaldt sonetkrans, der består af fjorten sonetter og en mestersonet, der udspringer af de første fjorten sonetters begyndelseslinjer. I sig selv er sonetten vel nok en af de mest sofistikerede litterære former, men sonetkransen stiller nærmest uoverstigelige krav til formmæssig sammenhæng.

Det mest interessante er imidlertid ikke, at Christensen fuldfører projektet, men at hun samtidig med de stramme formeksperimenter fornyer den konservative sonetgenre på det indholdsmæssige plan. Sonetten, den litterære genre par excellence, får i Christensens optik et skær af naturvidenskabelighed, idet der tages udgangspunkt i forskellige sommerfuglearters navne, men samtidig rettes opmærksomheden også mod videnskabens poesi, da navne som f.eks. sørgekåbe (Nymphalis antiopa) er med til at pege på den elegiske stemning, der præger digtet, og det understøttes af undertitlen Et requiem, der betoner den livscyklus der udfoldes mellem skabelse og død. Gennem digtets eget system åbner sig et større univers, der spejler den orden, som læseren selv er en del af, og det er dette, der er det privilegerede ved digtningen, at den giver os lov til at træde udenfor os selv og ind i et rum, hvor vi kan reflektere over livet og døden. Dette erfaringens, sansningens og tænkningens rum, beviset på at sproget findes, rækker udover den enkelte menneskelige eksistens og åbner i sidste ende for en flig af evigheden. Det bliver et sted, hvor sprog, natur og skabelse bliver ét og hvor ordene puster liv i sig selv og letter som sommerfugle. Som der står i sonet XIV: ”et digt som nældens takvinge kan bære. / Jeg ser, at støvet løfter sig en smule, / de stiger op, planetens sommerfugle.”

Grænsen mellem den konkrete og poetiske sommerfugl er opløst og det jeg, der iagttager, ser inde fra digtet – ikke ude fra. Det er denne læsning af sproget inde fra, som hele Inger Christensens forfatterskab handler om. Eller som hun selv formulerer det i førnævnte essay: ”Mit digt vil have det samme forhold til universet, som øjet til sin egen nethinde. Men det ser i hvert fald. Og det læser”.


Hvor skal man starte med forfatterskabet?

Inger Christensens forfatterskab er forholdsvist lille, men imponerende i dets tankemæssige tyngde. Der findes rigeligt med akademisk litteratur til dem, der vil låse systemerne op, men den bedste indgang til forfatterskabet er Christensens egne essays samlet i 'Del af labyrinten' (1982) og Hemmelighedstilstanden (2000). Christensen skrev udover essays og digte også romaner, skuespil og børnebøger 

Vil man gerne føres ind i Christensens digteriske univers på en lidt anden måde, så er portrætfilmen 'Cikaderne findes'(1998) af Jytte Rex en god mulighed. Her er højdepunktet forfatterens egen oplæsning af Sommerfugledalen. Her bliver det om noget klart, at ord for Christensen også var musik. Se også dette videoindslag produceret af Greve Bibliotek på Youtube om Sommerfugledalen samt dette klip, hvor Inger Christensen læser 'Vandtrapper' i Rom.

Værket Verden ønsker at se sig selv fra 2018 viser  de omfattende  øvelser, der gik forud for udgivelsen af især detBrev i april (1979) og alfabet afslører værket et eksperiment med krimigenren, 'Paris par arondissement', som forfatteren arbejdede på i 1970erne, og som efter forarbejderne at dømme ville være blevet på én gang ekstremt systemisk og originalt. Derudover viser de hidtil utrykte eller i hvert fald vanskeligt opdrivelige prosastykker og radiotekster Inger Christensen som en avanceret europæisk intellektuel, der levede med i sin samtid, dens litteratur, videnskab og filosofi. Og endelig får man indblik i tidlige lyriske tekster, som blev til inden eller sideløbende med hendes to første samlinger Lys (1962) og Græs (1963).

Se også: Forfatterwebs portræt af Inger Christensen


Temaet er udarbejdet af Litteratursiden.dk 

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten