Gratis sommer

Gratis oplevelser i sommerferien

Sommeren er over os, og børnene har fri fra skole, men hvad skal man lave, hvis der ikke lige er strandvejr? Vi giver her en række forslag til forskellige oplevelser for børnefamilien, og de er alle ganske gratis.

Kom på biblioteket

Biblioteket er et mekka af gratis oplevelser. Børn elsker at komme her, og på alle vore biblioteker finder du en børneafdeling med masser af børnematerialer, hyggekroge og legetøj for ungerne.

I Gamezone på Hovedbiblioteket kan du spille på playstation, X-box eller computerspil - og husk du kan låne spil med hjem. Du kan også spille brætspil herinde eller låne dem med hjem.

Universitarium

Hele sommeren har biblioteket besøg af Universitarium. Årets tema er: PAS PÅ!

Universitarium er et sommereksperimentarium for børn og unge. Her eksperimenteres med forskellige aktiviteter, oplevelser og forsøg inden for naturvidenskab og teknik.

I 2018 handler Universitarium om sikkerhed og tryghed. Hjemme føles måske mest sikkert, men det er her, der sker flest ulykker. Trafikken er også farlig, men heldigvis har vi måder at gøre den sikker på. Nogle gange er vejret så vildt, at vores huse tager skade, og vi ikke kan styre kloakvandet. Alle disse farer kan vi bruge naturvidenskab og teknologi til at gøre mindre farlige. Kom og se hvordan i Universitariums mange interaktive udstillinger.

Kom til åbningsreception for Universitarium på Hovedbiblioteket.



Læs mere om Universitarium her.

 

Bøger, film og lydbøger hjemmefra

Vidste du, at du også kan besøge dit bibliotek hjemme fra sofaen? Her kan du bruge dit bibliotekslogin til at lytte til en lydbog, se en film på Filmstriben eller læse en e-bog på eReolen eller eReolenGo. Du kan også besøge Biblo.dk, hvor du kan deltage i flere konkurrencer og få inspiration til gode bøger.


Tjek de mange tilbud ud her.

 

Turist i Aalborg? - Gå på biblioteket

Fik du ikke pakket læsestof til ferien, så er det hurtigt og nemt at blive oprettet som bruger ved Aalborg Bibliotekerne. Herefter kan du låne alle de materialer du vil.

Du kan oprette dig med dit NemID HER eller henvende dig på hovedbiblioteket eller et af vores 12 lokalbiblioteker i betjent åbningstid (se adresser og åbningstider her). Husk det gule sygesikringsbevis og billedlegimitation.

 

Og hvis du ikke når at blive færdig med at læse bogen eller se filmen, før ferien er slut, er der mulighed for at returnere materialet på din hjemkommunes bibliotek. Så sørger biblioteket for transporten tilbage til Aalborg.

 

Dette er dog på egen risiko, og du skal huske at lægge nogle dage til i transporttid, da materialet først afleveres, når Aalborg Bibliotekerne har modtaget materialet igen.

 

Hvad skal jeg læse?

Hvis du mangler inspiration til din næste læseoplevelse, så kig forbi et af vore biblioteker, hvor vi har masser af udstillinger med inspiration. Vi står også klar til en snak og til at hjælpe dig på vej til netop det, du søger.

 

Du kan også smutte en tur forbi vores hjemmeside og finde endnu mere inspiration. Tjek fx denne inspirationsfolder med gode tips til din Sommerlæsning.

Hvad kan man opleve i Aalborg og omegn?

Vi står altid klar til at hjælpe med at finde informationer om ting at se i Aalborg. Du kan også lægge vejen forbi VisitAalborg i Nordkraft - tæt ved hovedbiblioteket. Besøg deres hjemmeside her: VisitAalborgs hjemmeside

 

Her er en liste over en række gratis oplevelser i Nordjylland:

- Grenen i Skagen, - Det Gl. Elværk i Bindslev, - Råbjerg Mile, - Rubjerg Knude, - Tornby Gl. Købmandsgaard, - Nationalpark Thy,
- Læsø Saltsyderi, - Bulbjerg Fuglefjeld, - Aalborg Havnebad, - Bolcheriet i Løkken, - Røverknolden – Nordens bedste naturlegeplads
- Vestre Fjordpark, - Vippefyret i Skagen, - Cykelsafari langs kysten, - Kunstruten – Bjergby til Mygdal, - Se fangehullet på Aalborghus Slot
- Hjelmerstald i Aalborg (gamle bydel), - Brøndum Nørgård Natur-OX, - Sønderhaven Gårdmejeri, - Skagen Fiskeauktion, - Skagen Lystbådehavn, - Nibe lystbådehavn, - Sæby glaspusteri, - Aabybro mejeri, - Rævhede naturprodukter, - Kildeparken – de syngende træer
- Hundemarken naturlegeplads, - Hou naturlegeplads, - Palmestranden i Frederikshavn, - Aalborg arkiv – stadsarkivet, - Urania Observatoriet

(Kilde VisitNordjylland, Samvirke og Gratisgoder.dk)

 

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten