Hvad Huskelisten gemte - find ferielæsning i gemmerne

Jeg har også været ved at se på, hvad jeg skal have med på ferien (som i øvrigt foregår hjemme i min nye kolonihave). Jeg har blandt andet kigget i min Huskeliste, som er en funktion på vores hjemmeside, hvor du kan gemme bøger og materialer, som du ikke har tid til at læse, se eller lytte til lige nu, men som du gerne vil huske på til senere.

En rigtig god funktion, hvis du ligesom jeg hele tiden hører om (nye) bøger, der lyder spændende, men hvis titel og forfatter så er pist væk i hukommelsen, når du står på biblioteket næste gang.

Hvordan bruger du Huskelisten
Du gemmer en titel ved, når du har søgt den frem, at klikke på Gem i huskelisten og logge ind,, så kan du altid finde den igen og hurtigt lave en reservation på materialet.

Jeg havde helt glemt de titler, jeg havde gemt i min huskeliste. Men nu, jeg ser dem igen, får bliver jeg mindet om, hvorfor jeg i sin tid gemte dem. Måske kan jeg inspirere dig.

 

Vigdis Hjort: Hjulskift

Vigdis Hjorth: Hjulskift

Hjulskift er fra 2011 og handler om Louise, en 46-årig litteraturprofessor, der trods arbejdsmæssig succes føler sig tom og ligeglad.

Hun tager på bluesfestival og indleder et kærlighedsforhold til den yngre bilsælger Truls fra provinsen, som ikke har læst en eneste bog i sit liv.

Men selvom de er forskellige som dag og nat, finder de sammen. Kærligheden spirer frem og Louise bliver ikke så lidt klogere på sig selv …

Vigdis Hjorth skriver bramfrit, intelligent og humoristisk. Jeg læser ikke mange kærlighedsromaner, men denne her tror jeg, er noget for mig.

Jeg stiftede bekendtskab med Vigdis Hjorth, da jeg begejstret læste hendes seneste roman Arv og miljø fra sidste år. En roman, som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

 

Marie Kondo: Magisk oprydning

Jeg drømmer om et simpelt og overskueligt liv. Og når jeg ser billeder på Instagram, hvor folk rydder ud i deres klædeskab, ejendele, indretning mv., så er jeg sikker på, det lige er det, der skal til, for at gøre mit liv nemmere. #KonMari er et hashtag, folk bruger, når de viser billeder af oprydning, der følger indretningsguruen Marie Kondos oprydningsprincipper.

Jeg ved godt, det lugter (lidt) af ugebladsromantik. Og at jeg aldrig får barberet min garderobe ned til 25 stykker tøj, pænt foldet i en skuffe. Men jeg kan rigtig godt lide de bagvedliggende principper om mere bevidst at tage stilling til de ting, man vælger at omgive sig med. Og dermed måske undgå overforbrug og impulskøb, der kun stresser ved at fylde op i hjemmet.
Derfor vil jeg stadig gerne læse Marie Kondos guide til oprydning og se, om jeg kan lure nogle tricks.

Ligesom jeg her rydder op i min Huskeliste.

Reserver Skrifte

Synnøve Søe: Skrifte

I januar begik journalisten og forfatteren Synnøve Søe selvmord. Jeg har aldrig læst nogen af hendes bøger, men kendte hende som en god journalist, blandt andet som gæsteskribent på POV. Og så var hun jo et farverigt menneske, som man husker bl.a. for rollen som markant vært i et af de første danske talkshows, Synnøves, på TV3 i 80erne og 90erne.

Det er ofte svært at adskille en forfatter fra sit værk, især når sammenhængen har været genstand for så slibrig en pressedækning. Men jeg fik faktisk lyst til at læse en bog fra Synnøve Søes hånd.

'Skrifte' er en roman fra 2009, der handler om en kvindes forsøg på at finde kærligheden til sig selv og andre, på trods af manglende accept fra omverdenen gennem opvæksten. Hovedpersonen er en kvinde, midt i livet, der lever alene med sin søn og som kæmper med selvværd og et skrøbeligt sind.

Ja, det lyder selvbiografisk, men også meget almengyldigt, og det kunne jeg godt tænke mig at læse.

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten