Kemikeren af Stephenie Meyer

Hæsblæsende action, hårdtslående agenter og nørdet videnskab. Jason Bourne møder The Expendables i gysende god og særdeles underholdende thriller.

 

Det er nu syv år siden Stephenie Meyer sidst udgav en roman udenfor Twilight universet. I 2009 udkom ’The Host’ eller ’Vandrende sjæle’, som blev den danske titel. Det var en science fiction roman, der delte vandene. Problemet var nok mest, at udgivelsen lå lige midt i al Twilight hypen, som den adskilte sig en del fra rent genremæssigt. Med ’Kemikeren’ bevæger forfatteren sig over i en helt anden boldgade. Romanen er en rendyrket thriller med masser af action tilført en romantisk sidehistorie. Som thriller er det en absolut vellykket roman skåret over et velkendt plot. Den kvindelige hovedperson er på flugt og har en mission mod ’the really bad guys’ fra en ikke eksisterende organisation under CIA. Missionen kompliceres da uskyldige blandes ind i sagen. ’Kemikeren’ er én lang menneskejagt - en spændende page turner fyldt med dramatik, kærlighed og humor.

 

Stephenie Meyer har tidligere fået høvl for sit skrivetalent og for at skrivestil, handling og karakterer i hendes romaner var for banale, overfladiske og stereotype. Jeg er for så vidt enig i, at der virkelig er noget banalt og stereotypt over f. eks. Twilight bøgerne, men Meyer skal også roses for, at hun virkelig fik sat gang i mange nye læsere verden rundt. ’Kemikeren’ var en overraskende fed læseoplevelse, og som trofast følger må jeg konstatere, at Meyer uden problemer også kan begå sig i thriller genren.

 

Under dæknavnet Alex er den kvindelige hovedperson på flugt. Som ekspert i kemiske stoffer blev hun frisk fra studiet hyret ind i en hemmelig organisation under CIA. Her bestod jobbet i at udvikle ikke-sporbare stoffer og medikamenter til brug i afhøringen af terrorister eller andre trusler mod den amerikanske regering. Meyer klarer sig fint igennem disse lettere nørdede teknikker og beskrivelser af kemiske virkemidler, som Alex også bruger i sit forsvar mod angriberne. Faktisk fandt jeg det særdeles spændende at læse om.

 

Romantikken, som Meyer lader blomstre undervejs i romanen, er lidt mere so-so. Jeg kunne acceptere at den var der, men jeg var ikke helt vild med den. Det skyldes måske, at overbevisningen haltede fra Meyers side på det punkt, det blev simpelthen for stereotypt. Men egentlig også ganske morsomt! Og så er der nogle monster seje kick-ass hunde med i romanen, hvilket jeg slet ikke kan stå for og ikke har set siden jeg læste ’Eksperimentet’ af Dean Koontz. Faktisk tror jeg også, at Meyer har læst ’Eksperimentet’, for der er nogle ligheder lige på det punkt.

 

’Kemikeren’ er et vellykket comeback af Twilight forfatteren Stephenie Meyer.

 

Find flere boganmeldelser på:


reserver bogen
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Pia Bechmann

Forlag:

Lindhardt og Ringhof