Kongens lænker af Victoria Aveyard

Næstsidste bind i en serie fyldt med magt og intriger.

 

Den her serie opsluger ens læser og spytter dem chokerede og forvirrede ud når sidste side er vendt. Denne bog slutter som sådan ikke med en cliffhanger, men du efterlades med en masse uafklarede spørgsmål og følelser der er helt ude i torvene. For hvordan kan den slutte sådan? Hvordan nåede de dog helt derud! Jeg var rystet over den drejning det hele tog.

 

Det er noget af det jeg elsker ved denne serie. Netop som man tror man har regnet det hele ud, tager historien en drejning og man er tilbage hvor man startede. Som læser bliver vi kastet rundt i manegen, først tror vi det ene, så det andet og så noget helt tredje. Det er utrolig godt gennemført og jeg er imponeret over at forfatteren selv kan holde styr på det. Det er et virkelig godt virkemiddel for mig som læser at blive hængende ved bogen og jeg havde virkelig svært ved at lægge den fra mig. Kapitlerne afbryder handlingen og vi flyttes rundt, så vi både følger Mare og Cameron, som er sammen med oprørerne. Disse sceneskift er med til at øge tempoet også selvom bogen foregår over meget lang tid, i hvert fald i forhold til de to foregående bøger. Samtidig er det med til at give et indblik i hvordan Mares fangenskab påvirker både hende selv, men også dem der ikke er sammen med hende.

 

Han stirrer op på mig. 
"De, som ved, hvordan mørket føles, vil gøre alt for at forblive i lyset." 
"Du skal ikke opføre dig, som om vi er ens." 
"Ens? Nej." Han ryster på hovedet. "Men måske ... står vi lige." 
"Lige?" Jeg mærker trangen til at flå ham i småstykker. 
Bruge negle og tænder til at skære halsen op på ham. Hans antydning gør ondt.
N
æsten lige så ondt som den kendsgerning, at han muligvis har ret.

 

Jeg har hørt flere sige at bind to, "Sværd af glas", var langsommeligt og man mistede interessen undervejs. Dette synes jeg bestemt ikke man gør ved at læse "Kongens lænker" - den er tempofyldt og spændende. Jeg er meget fascineret af universet, magtstrukturen, politikken og hele historien om dem og uden kræfter. Hvem der tror de er mere end de andre, hvem der har mere magt og over hvem, bliver virkelig debatteret i denne. Mare, Maven og Cal spiller alle deres egne spil, med hver deres dagsordener, med hemmeligheder og med snilde, for at vinde. Mare vil vinde sin frihed. Maven vil slå sin bror og for alvor komme ud af hans skygge. Cal vil have Mare tilbage - men er nogen af dem parate til at betale den pris deres ønsker koster? Når alt kommer til alt vil Mare så nogensinde være fri? Vil Maven kunne slå sin bror og vinde tronen? Vil Cal kunne sige nej til tilbudet om magt, når alt hvad han er opvokset med og til, har været magt? Hvad vil det koste ham?


reserver Bog
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Line Dalbro

Forlag:

Gyldendal

Materialetype:

Bog

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten