De dør begge til sidst af Adam Silvera

Jeg har haft meget blandede læseoplevelser med Adam Silvera. Den første jeg læste, "Den dag jeg glemmer" brød jeg mig ikke særlig meget om, men "Fortid er alt jeg har" kunne jeg rigtig godt lide. Derfor var det også med bankende hjerte at jeg pakkede denne da vi skulle på skiferie - for ville jeg kunne lide den? Det kunne jeg! Meget mere end de foregående. Det var noget helt andet end det jeg havde forestillet mig og jeg var meget positiv overrasket.

 

Hele tanken om at blive ringet op den dag man skal dø og få den besked er meget makaber og ret ubehagelig. Især hvis man får opkaldet for tidligt. For der er ingen måde hvorpå man kan undgå døden. Der er ingen udvej så snart Dødsrådet ringer til en. Så er det slut. Man ved dog ikke hvornår på dagen, det kan være lige efter man har lagt på, eller flere timer efter. Årsagen til ens død er også ukendt. En tanke jeg dog ikke helt kunne slippe undervejs var, hvordan ved Dødsrådet at man skal dø? Hvordan får de det at vide? Og hvorfor er der ikke nogen der har prøvet at gøre oprør imod det system? Vi hører jo lidt om tilværelsen før Dødsrådet. På den ene side tror jeg det er fordi folk har forliget sig med, at det er sådan det er nu. Der er et helt samfund omkring det at være "Nedtæller" (dem der tæller ned til at de skal dø) - der er oplevelser som kun er for Nedtællere, folk der gerne vil i seng med en, fordi man er Nedtæller. Restauranter giver gratis måltider og så videre. På den anden side tror jeg ikke vi får mere at vide om hvem Dødsrådet er og hvordan de ved hvornår man skal dø, er at det ikke er hovedfokusset for denne historie. Det der derimod er fokus på, er hvordan vi lever vores liv. Hvordan vi lever, især på vores sidste dag.

 

Både Mateo og Rufus har nogle svære valg de skal træffe. Vil de huskes som de personer de er nu, eller vil de forsøge at finde ind til et bedre jeg? Et jeg de kan være tilfredse med. Et jeg der har levet livet fuldt ud - selvom de ikke fik så mange år at leve i. Begge skal sige farvel til de personer der betyder mest for dem. Og Mateo kan ikke en gang lov til at sige ordentlig farvel. Samtidig er det også en fortælling om at finde ud af hvem man er - udover at man skal være det bedste jeg man kan være, skal de finde ud af hvad dette "jeg" indeholder. Er de modige? Smilende? Imødekommende? Forelskede? I så fald, i hvem? Tør de reagerer på de følelser de mærker i løbet af dagen? For kan man nå at være virkelig lykkelig og forelsket på blot et døgn?

 

Det er også en historie om svigt. Især svigt fra de personer der burde støtte en mest, fra dem der altid burde være der og elske en. Fra ens forældre og fra et system, der også burde tage hånd om en, når det var nødvendigt. Heldigvis oplever både Mateo og Rufus at få familierelationer med deres venner og via dem får de tryghed og loyalitet.

 

Jeg nød virkelig denne bog, selvom den flere gange gav mig både ondt i hjertet og hjertebanken. Det er medrivende læsning, der virkelig indfangede mig i denne specielle virkelighed, hvor et opkaldt midt om natten, er det mest frygtede opkald nogensinde. Jeg er vild med skrivestilen og de skiftende fortællervinkler, som er med til at give et indblik i hvordan flere af personerne som Mateo og Rufus møder oplever dagen - hvad end de også har fået opkaldet eller ej.


reserver Bog
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Line Dalbro

Forlag:

Gyldendal

Materialetype:

Bog

Spørg Biblioteksvagten