Rovdyrenes klub af Valérie Mangin

Vi er i London i 1865 hvor industrialiseringen er på hastigt fremmarch. Der bliver ikke set skævt til børnearbejde og fattigdom er noget som langt de fleste må leve med. Forældrene kan være tvunget til at sende deres børn på fabrikkerne, men her er der andet end blot det hårde arbejde de er bange for.

 

Langt de fleste fattige børn frygter for den frygtelige bogeyman som kidnapper børn. Børnene bliver aldrig set igen. Drengen Jack forsøger at finde frem til denne bogeyman - ikke kun for at få de kidnappede børn tilbage - han vil også have hævn. For bogeymanden slog Jacks far ihjel! Sammen med den rige, unge arving, Liz, forsøger de at opsnuse hvor den frygtede mand holder til og hvad han gør med børnene - sandheden er langt værre end de nogensinde havde forestillet sig.

 

Nogle påstår at kapitalismen er en form for kannibalisme, men dette skal normalt forstås symbolsk og ikke bogstaveligt. Det har forfatteren her valgt at omsætte, så denne kannibalisme er mere håndgribelig. Hele historien er mørk og dyster og der er ikke meget håb for de fattige børn i Londons gader. Illustrationerne er detaljerede og virkelig smukke, selvom de til tider er ret klamme. 

 


reserver Tegneserie
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Line Dalbro

Forlag:

Zoom

Materialetype:

Tegneserie

Spørg Biblioteksvagten