Svend Åge Madsen - et forfatterskab i sværvægtsklassen

Svend Åge Madsen

Et forfatterskab, jeg vil slå et slag for, er dansk litteraturs grand old man, Svend Åge Madsen (f. 1939).
Siden sin debut (Besøget) i 1963 er hans bibliografi foreløbig nået op på 92 værker, og Svend Åge Madsen har boltret sig i mange forskellige genrer: Romaner, noveller, korttekster, teater, essays, krimi og børne- og ungdomsbøger.

 

Min fascination af Svend Åge Madsen beror på hans krøllede hjerne og de universer, han bygger op i et miljø, der langt hen ad vejen ligner det Aarhus, forfatteren har levet hele sit liv i. Men hans specialitet er at stille spørgsmål til, hvordan vi opfatter verden og tænk nu, hvis det i virkeligheden forholder sig helt anderledes?

 

Kan du også lide at blive udfordret på dit syn på verden og på menneskene i den, så er det bare med at komme i gang med Svend Åge Madsens bøger. For han skriver næsten hurtigere, end du kan nå at læse ham.

 

Fem gode:

At fortælle menneskene (1989)
Flere handlinger og groteske og sælsomme personer snor sig omkring rammefortællingen, hvori en ung mand fra Aarhus fortæller om menneskenes verden til en vanskabt pige, som i fantasien videreudvikler deres skæbner.

 

Syv aldres galskab (1993)
Med alvor og humor indkredser romanen, hvad et menneske egentlig er. Handlingen foregår både i 1600-tallets og vore dages Århus og fortæller om en slægt og dens åbenbaring om paradiset.

 

Den ugudelige farce (2002)En test i et dameblad sætter gang i Jespers overvejelser om hvad der ville være sket hvis man havde valgt anderledes i livet, og som et forsøg vil han afprøve forskellige muligheder, for at se hvor livet så fører hen.

 

Når man mailer (2009)
Uddrag af forfatteren Svend Åge Madsens e-mails til journalisten og oversætteren Flemming Chr. Nielsen. Madsens betragtninger over egne og andres bøger, skarpe udfald mod journalister, præster og politikere og improviserede korttekster om hverdagens morsomme trivialiteter.

 

Af den anden verden (2018)
En flok flygtende kz-fanger uden hukommelse havner på en øde kyststrækning. Sammen bygger de sig selv og et nyt samfund op, mens fortiden spøger fra kz-lejren.

 


box img

Anbefalingen er skrevet af:

Nina Ovesen

Materialetype:

Forfatterskab

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten