Gullivers rejser af Jonathan Swift

Enestående genudgivelse af Swifts satiriske klassiker. Kaptajn Gullivers sælsomme rejse blandt lilleputter, flyvende øer og talende heste er stadig fascinerende og tryllebindende.


Jonathan Swifts roman er gennem tiden blevet læst af både børn som voksne. I denne uforkortede og meget luksuriøse udgave af ’Gullivers rejser’ har man for første gang på dansk mulighed for at ane det samlede billede af en det 18. århundredes mest satiriske og samfundskritiske romaner.


Bogen er imponerende tilrettelagt og havde oprindeligt den storslåede titel ’Rejser til adskillelige af verdens nationer I fire dele. Af Lemuel Gulliver, først kirurg, så kaptajn på adskillelige skibe’ på titelbladet. Det slår det eventyrlige an, men blev alligevel hurtigt forkortet til det mere mundrette ’Gullivers rejser’. Bogen tegner det ultimative tidsbillede af et århundrede med politiske skavanker og uenigheder, som Swift yndede at italesætte med sine velskrevne og opsigtvækkende satiriske pamfletter og stykker, herunder det store værk ’Gullivers rejser’.


Bogen er en kæbedroppende rejsebeskrivelse over Kaptajn Gullivers mange utrolige oplevelser blandt lilliputter og kæmper, der er skrevet med en rationelt konstaterende detaljerigdom, der overlader meget lidt til tilfældighederne. For når Swift svinger den satiriske pisk over samfundet, er man på ingen måde i tvivl, indblik i fortidens politiske systemer eller ej. På den måde er romanen et værdifuldt tidsbillede og har samtidigt dannet skole for den satiriske genre i skønlitteraturen.


’Gullivers rejse’ er nænsomt oversat af Hans Jørgen Birkmose. Det er bogkræs ud over det sædvanlige. Med et smukt guldciseleret lærredsbind og skønne illustrationer af den berømte ’Alice i Eventyrland’-illustrator Arthur Rackham er der tale om en udgivelse, der vil få enhver bogelskers hjerte til at svømme over af begejstring.

 


reserver Bog
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Pia Bechmann

Forlag:

Klim

Materialetype:

Bog

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten