Gennem dine øjne af Peter Høeg

Skal vi helt ind i hinandens bevidsthed for at overkomme ensomheden?

Peters gamle ven fra børnehaven, Simon, vågner op på den lukkede efter et mislykket selvmordsforsøg. Den nyskilte Peter vil så gerne redde Simon ud af hans dødsønske, og han finder frem til et hemmeligt forskningscenter i Aarhus, Center for neuropsykologisk billeddannelse.

Skarpt bevogtet af politi beskæftiger dette institut sig med fysisk manifestation af bevidstheden. Patienternes traumer gøres synlige i en specialudviklet MR-scanner, og på den måde, kan følelser hos fx ofre for krigsforbrydelser eller incest direkte deles med behandleren.


Peter opdager hurtigt, at lederen af instituttet, Lisa, er det sidste blad i et trekløver af børn i børnehaven i Valby i 60erne, hvor han, Simon og Lisa med et tidstypisk junglemaleri af Scherfig som indgangsportal, eksperimenterede med at bevidsthedsvandre i hinandens og andres drømme. Her lykkes det dem ikke blot at se ind i andres bevidstheder, men også at påvirke den, i hvis bevidsthed, de vandrede. Det lykkes dem fx at hjælpe Conny til ikke at tisse i sengen på lejrskolen.

Lisa har efter et trafikuheld, hvor begge hendes forældre døde, imidlertid mistet alle barndomserindringer, fra før hun fyldte 7. Alligevel indvilliger hun i at genoptage kontakten med Peter, og senere Simon, og de tre indgår nu endnu engang en trekant, hvor de med direkte adgang til hinandens bevidstheder forsøger at forstå og hjælpe hinanden.

Selvbiografisk roman

Som meditationslærer og medlem af det spirituelle lægkloster, Vækstcenteret i Nørre Snede, er Peter Høeg med Gennem dine øjne på hjemmebane, når han litterært undersøger, hvordan udforskning af bevidstheden og muligheden for at overskride grænserne for vores individuelle bevidstheder påvirker os som mennesker.


Peter Høeg har i et interview i Kristeligt Dagblad (20-10-18) endvidere fortalt, hvordan romanen om hovedpersonen Peter Høeg bygger på virkelige hændelser og personer fra hans egen barndom og børnehavetid.

Ind i mellem tenderer bogen den politiske korrekthed og patos, der i sin tid - efter at have været vildt begejstret over tidlige værker som Forestilling om det tyvende århundrede og Fortællinger om natten - fik mig til at blive mere lunken over for Peter Høegs bøger.

Men jeg synes, at Gennem dine øjne glimrer ved plot og spænding, og bestemt er en læseoplevelse, jeg vil anbefale.


reserver Bog
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Nina Ovesen

Forlag:

Rosinante

Materialetype:

Roman

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten