Kenneth taler ud: Samtale med en favorit
”Blendstrup har meget på hjerte, men bruger ofte humoren til at åbne døren ind til de svære emner,” fortæller Kenneth, der til Ordkraft 2025 skal interviewe en af sine egne personlige favoritter, forfatteren Jens Blendstrup.
Af Ditte Jensen


Spørger man Kenneth Schultz Gjerulff, hvad der gør Jens Blendstrups arbejde så unikt, svarer han hurtigt:
”Det er en fornøjelse at læse Blendstrups bøger, fordi tonen som regel er let og humoristisk og ind i mellem også absurd. Bag al humoren ligger nogle dybere problematikker, så man skal ikke tage fejl.”
Det kommer nok ikke bag på så mange, at Kenneth synes, at Jens Blendstrup er spændende. Han har også allerede hele tre Ordkraft-interviews med forfatteren på samvittigheden, så han må til dette fjerde af slagsen siges at være ret godt inde i sagerne omkring lige netop Jens Blendstrups forfatterskab og dets temaer.
Blå bog: Kenneth Schultz Gjerulff
Kenneth Schultz Gjerulff, født 1976.
Siden 2002 har Kenneth været ansat på Aalborg Bibliotekerne efter ufuldendte Dansk- og Psykologistudier på Aalborg Universitet.
Kenneth læser klassikere med den ene hånd og moderne og gerne skæve bøger med den anden. Han har en plan om at læse mindst ét værk af alle nobelprismodtagere i litteratur.
Kenneth har afholdt mange bogcafeer på Aalborg Bibliotekerne og er tilbagevendende moderator på Ordkraft.
Hvordan forbereder du dig normalt til at interviewe en forfatter?
"Når jeg skal forberede mig på en samtale med en forfatter, forsøger jeg at skabe en stor rodebunke af spørgsmål og tematikker i mit hoved, som jeg helt bevidst ikke skriver ned i et endeligt manuskript. Mens jeg læser bøgerne, skriver jeg masser af gule sedler med spørgsmål og tanker, som kan gå i alle mulige retninger. Kort tid før selve samtalen prøver jeg at få det hele systematiseret i forskellige emner, hvor jeg udvælger de mest interessante til samtalen. Det primære formål med min metode er at tvinge mig selv til at være meget opmærksom under samtalen og ikke være låst af en ”dagsorden”."
Hvorfor er du moderator på Ordkraft?
"Litteratur er det mest fantastiske, vi har. Det budskab vil jeg gerne være med til at udbrede."
”I en tid hvor polariseringen i samfundet synes voksende, kan Jens Blendstrup med sit vidunderlige persongalleri og deres meget genkendelige relationer, minde os om, at fællesskaber er vigtigere, end at vi holder på vores ret,” fortæller Kenneth.
Det er bøger, der gør dig glad
Du har stensikkert hørt om Jens Blendstrup før. Hans roman Gud taler ud var nemlig ret populær og en vaskeægte bestseller, da den udkom engang i 00’erne, og er endda også blevet filmatiseret med skuespiller Søren Malling i hovedrollen som Gud/Uffe.
”Jeg glæder mig til at høre ham svare på, hvorfor der skulle komme en opfølger til Gud taler ud, og hvordan det har været at researche til bogen,” siger Kenneth.
Opfølgeren, som Kenneth nævner, er den spritnye roman Gud bliver til, som lige akkurat når at blive udgivet op til Ordkraft. Romanen fungerer som en forhistorie, der fortæller om, hvordan drengen Uffe kommer til den erkendelse, at han simpelthen er selveste Gud.

Men faktisk er det nogle helt andre titler, Kenneth kommer i tanke om, når man spørger ham, hvilke af Jens Blendstrups bøger, der har haft størst indflydelse på ham:
”To af mine favoritter er Luskefisefortællinger, fordi der er så meget genkendeligt i bogen, og Sorgens balalajka, fordi jeg bare er helt vild med, når Blendstrup folder sine mest absurde historier ud.”
Blå bog: Jens Blendstrup
Jens Blendstrup er forfatteren bag romanen Gud bliver til, som skildrer en drengs opvækst på Herlufsholm kostskole i årene 1936-1945. Denne roman fungerer som en fortsættelse af hans tidligere værk, Gud taler ud.
Jens Blendstrup debuterede med Mennesker i en mistbænk på Borgens forlag i 1994. Gennembrudsværket var den selvbiografiske Gud taler ud, udgivet på Samlerens forlag i 2004. I øjeblikket arbejder han på en roman og en novellesamling. Romanen er ikke selvbiografisk, og novellerne foregår i nutiden.
Jens Blendstrups værker har modtaget adskillige priser bl.a. Dan Turell prisen for Gud taler ud.
Klik her og se hvor og hvornår du kan opleve Jens Blendstrup på Ordkraft 2025.
Hvad håber du, at publikum vil få med sig fra din samtale med forfatteren?
”Samtalen med Jens Blendstrup kommer til at vise, hvor meget varme og humor, der både er i hans værker, men også i Jens Blendstrup selv. Så kan man glæde sig til, at jeg forhåbentlig kan lokke ham til at læse lidt op af sin nye bog,” svarer Kenneth.
”Man bliver glad af at læse Jens Blendstrups bøger,” slutter han af, ”men man får også noget med at reflektere over.”
Du kan opleve Kenneth i samtale med forfatter Jens Blendstrup både fredag den 4. april klokken 17.15-18 i Volt salen på Teater Nordkraft og lørdag den 5. april klokken 12-12.45 i Biffen.