Alt eller intet af Simona Ahrnstedt

"Alt eller intet" er underholdende og fængslende læsning, fordi sproget og historien har et godt flow. Vi skifter vinkel fra Lexia og Adam og det fungerer rigtig godt - især fordi vi får et godt indblik i dem begge to. Hvor de har været og hvor de gerne vil hen. Lexia har altid være den lidt buttede pige, der blev mobbet og det kæmper hun stadig med. Adam er den fattige dreng med en voldelig far, der er blevet finansgeni og nu direktør i Lexias firma. Der er noget ved Adam der tiltrækker Lexia og omvendt - ingen af dem vil indrømme det, men som læser er vi ikke i tvivl. De skal nok ende i seng sammen, men om det bliver til mere, det er lidt mere usikkert.

 

Da firmaet får en ny opgave, vil Lexia gerne gøre noget for at gøre opmærksom på at vi ikke altid skal bruge hvide og tynde modeller, men at der finders kvinder i alle størrelser, former og farver - det bliver hendes projekt og hun kæmper. Mest for at vise mændene i firmaet at en buttet kvinde godt kan være sexet. Men også for at vise at hun kan sit job og at hun er god til det - også selvom hun er en plus-pige. I den her historie er det dem, der tror de har det hele, der faktisk ingenting har - i hvert fald ikke nogen af de ting der har egentlig værdi: at nogen elsker en som man er, at man er tilfreds med sig selv og at man har et godt liv.

 

Selvom Lexia er tilfreds, bliver hun konstant i tvivl. Hun bliver prikket til dagligt at sine kollegaer, sin mor og nu hvor hun får følelser for Adam, tvivler hun på, om han synes hun er smuk. For hans eks er en gudesmuk modeltype - meget langt fra alt det Lexia er. Heldigvis bliver hun klogere. Hun bliver også klogere på sin mor, og deres forhold ændrer sig meget undervejs i historien. Hendes usikkerhed forsvinder og til slut står vi med en sprudlende, selvsikker og smuk Lexia, der ved hvad hun vil.

 

Hvis du trænger til en kærlighedsroman med stærke kvinder, hotte mænd, en god handling og lidt hede sexscener, så kan Simonas bøger varmt anbefales.

 


reserver Bog
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Line Dalbro

Forlag:

Flamingo

Materialetype:

Bog

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten