Grumlingen af Benji Davies

Smukt illustreret og poetisk lille mysterium fuld af fantasi og mystik for de 3-5-årige.


Hvem er det, der lister omkring i byen om natten og stjæler ting? Det er Grumlingen, som ingen har set. Den dygtige illustrator og børnebogsforfatter Benji Davies byder med Grumlingen på et originalt og stemningsfuldt mysterium på vers.

”Der rør’ sig i rummet, et hviskende sus,
når Grumlingen sniger sig gennem dit hus.
Spørg ikke hvorfor, lad mysteriet ske,
for øjet ser kun, hvad det forventer at se…”


Emma hørte en sær melodi, da hun gik forbi lirekassemanden. Da hun skulle i seng, var der også en mærkelig lyd under hendes seng og hun hørte fodtrin i skorstenen. Der er underlige lyde i byen om natten og flere ting forsvinder på mystisk vis. Hvem er det mon, som lister sig gennem byen og stjæler ting? Det er Grumlingen, som ingen ved, hvem er eller har set. Heldigvis bliver mysteriet opklaret til sidst og det er slet ikke så uhyggeligt, som man tror.

Den engelske børnebogsforfatter og illustrator Benji Davies står bag flere kvalitetsorienterede billedbøger, som altid er flot illustreret. Grumlingen er ingen undtagelse. Historien fortælles på vers og Marianne Iben Hansen er sluppet fint fra oversættelsen, idet det hele både rimer godt og der er en god rytme i versene.  Historien inviterer til, at læseren prøver at løse mysteriet om, hvem Grumlingen er og hvorfor den stjæler alle de ting. Her hjælper billedsiden læseren på vej ved lidt efter lidt at afsløre, hvad der er på færde.

Billedsiden i Grumlingen er mindst ligeså vigtig som historien. Historien foregår om natten og Benji Davies har opbygget en lettere foruroligende stemning i en mørk farveskala. Der er en fin dybde i illustrationerne således, at byens skygger træder tydeligt frem og indbyder til at gå på opdagelse og finde spændende detaljer. Grumlingen er med sine stemningsfulde illustrationer og den rørende historie en poetisk lille perle, som tåler mere end en læsning.



reserver Billedbog
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Line Hoffgaard

Forlag:

Carlsen

Materialetype:

Billedbog

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten