DNA’en omkring os – livestream fra Aarhus Universitet

En hånd holder et reagensglas hen over en sø eller et vandhul. Der er en tekst, hvor der står: "Offentlige foredrag i Naturvidenskab. Aarhus Universitet".
Vi livestreamer ”Offentlige foredrag i Naturvidenskab” fra Aarhus Universitet. Her kan du komme tættere på nyeste opdagelser og erkendelser fra naturvidenskaben, når forskellige forskere livestreames direkte fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet.
Date
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Standard: Gratis

Dyr, planter og svampe efterlader spor af DNA i naturen – kaldet miljøDNA. Hør om hvordan DNA’en i jorden, i vandet og i luften kan bruges til at beskrive arter og bestande i vores økosystemer.

Vores planet er unik, fordi livet kun eksisterer her – så vidt vi ved. Enhver, der tilbringer et par timer udenfor i naturen, vil hurtigt erkende den mangfoldighed af liv som trives i de mange forskellige økosystemer Jorden tilbyder. Hvad de færreste mennesker dog ved, er, at udover den rige mangfoldighed af levende organismer – fra bakterier til blåhvaler – er Jorden også rig på DNA-spor, som disse organismer har efterladt. Noget af dette DNA stammer fra de mindste bakterier, mens andet efterlades ved udskillelse af fx hudceller og kropsvæsker fra de største organismer.

Effektiv til at få information om økosystemer

Dette hedder miljø-DNA (eDNA) og det kan forskere indsamle og analysere – især takket være avanceret DNA-sekventeringsteknologi. En skovbund indeholder DNA fra planter og svampe, en sø indeholder DNA fra fisk og frøer, og selv luften er fyldt med DNA fra fugle og insekter. I løbet af det sidste årti har forskere derfor i stigende grad anvendt miljøDNA til at beskrive biodiversiteten i fortidens og nutidens økosystemer. Metoden har vist sig at være effektiv til at få information om både arter, bestande og hele biologiske samfund i forskellige typer af økosystemer.

I dette foredrag vil biolog Philip Francis Thomsen give et indblik i hvordan vores biodiversitet kan undersøges med miljøDNA-metoden, som han selv har været én af pionererne bag. Du kan bl.a. høre om hans forskning indenfor miljøDNA til kortlægning af vores kystnære havnatur, undersøgelser af diæten hos græssende køer og heste i rewilding projekter, samt analyser af insekt-DNA fra blomster på artsrige overdrev.

Livestreaming fra Aarhus Universitet vises i samarbejde med Vodskov Samråd og Vodskov Bibliotek.  

Tilgængelighed

Mulighed for at trække sig: Ja  

Niveaufri adgang: Nej – kontakt personalet for niveaufri adgang

Handicapvenligt toilet: Ja  

Teleslynge:  Nej – kontakt biblioteket på bibliotek@aalborg.dk eller tlf.: 9931 4300 senest 3 dage før arrangementet for lån af mobil teleslynge.  

Læs mere om tilgængelighed og planlæg dit besøg på Vodskov Bibliotek via dette link. 

Vi arbejder hele tiden på at forbedre tilgængeligheden på vores biblioteker, så har du andre særlige behov eller spørgsmål til arrangementet, kan du skrive til os på bibliotek@aalborg.dk eller ringe på tlf. 9931 4300.