Paul Austers by af ord
Den amerikanske forfatter Paul Auster er død i en alder af 77 år. Auster er en af vor tids helt store forfattere, og han efterlader sig et stort og omfangsrigt forfatterskab.
Af Peter Wollerup
Paul Auster blev født i 1947 i Newark, New Jersey. Efter high school rejser Auster rundt i Europa, og her tilbringer han en del tid i Paris og i Dublin. Derefter læser han engelsk og litteratur på Columbia University.
Efter studietiden går der nu nogle år, hvor Auster har en række forskellige småjobs, samtidig med at han arbejder på både romaner, skuespil og digte uden dog at forsøge at få noget udgivet. Indimellem skriver han også artikler om bøger og film. I begyndelsen af 1970’erne bor Auster tre år i Frankrig, hvor han bl.a. arbejder med at oversætte fransk lyrik.
Tilbage i USA lykkes det nu Auster at få offentliggjort nogle af sine digte, men hans økonomiske situation er imidlertid ikke for god, og han har i lange perioder svært ved at finde ro til at skrive. Han får dog udgivet en kriminalroman under pseudonym.
I 1979 dør Austers far, og han efterlader sønnen en pæn sum penge, hvilket giver Auster den nødvendige ro til for alvor at genoptage skriveriet. Nemt for ham var det dog ikke i de tidlige år, og Auster modtager hele 17 afslag fra forskellige forlag i forsøget på at få udgivet By af glas, før det endelig lykkedes.
New York trilogien
By af glas udkom i 1985 og den hænger tematisk sammen med de to romaner Genfærd og Det aflåste værelse, der begge udkom i 1986. Sammen udgør de New York trilogien, og de er siden blevet udgivet og genudgivet samlet under denne titel.
New York trilogien er Paul Austers helt store mesterværk. Fortællingerne er sat i en krimiramme. Der optræder detektiver i alle tre historier, folk forsvinder, der bliver foretaget mystiske telefonopkald, folk bliver skygget eller overvåget, og der er en udpræget storbystemning over historierne, men der mangler noget. Der er ikke nogen skurke, og der bliver ikke opklaret noget.
Hovedpersonen i By af glas hedder Daniel Quinn, og han skriver kriminalromaner under pseudonym. Romanen indledes med, at telefonen ringer hjemme hos Quinn. ”Er det Paul Auster?”, bliver der spurgt. ”Jeg ville gerne tale med mr. Paul Auster.” ”Her er ingen med det navn.”, svarer Quinn. Efter tre telefonopkald ender Quinn dog med at påtage sig rollen som Paul Auster, og han lader sig hyre som detektiv af en mand ved navn Peter Stillman. Opgaven går ud på at skygge Stillmans far, der også hedder Peter Stillman. Quinn skygger Stillman gennem byen og noterer alt i sin notesbog. Der sker imidlertid intet opsigtsvækkende, og en dag forsvinder Stillman for Quinn, og nu snørkler fortællingen sig sammen om Quinn og notesbogen.
Notesbøger spiller i det hele taget en vigtig rolle i fortællingerne, og i virkeligheden kan man bytte detektiven ud med forfatteren. I takt med at krimielementet ebber ud, kommer notesbøgerne og det at skrive til at fylde mere og mere. Paul Auster ønskede selv, at forsiden skulle prydes af en fyldepen og ikke af en pistol eller en lup eller lignende, som man normalt ser det i historier omhandlende detektiver, og i virkeligheden handler trilogien måske mest om forfatteren og dennes nødvendige ensomhed.
På en af de første sider i By af glas står der om Quinn:
”Det der interesserede ham ved de historier han skrev, var ikke hvordan de forholdt sig til verden, men hvordan de forholdt sig til andre historier.”
Forfattere og forskellige historiske personer spiller også en vigtig rolle i trilogien. Der henvises bl.a. til forfattere som Poe, Defoe, Milton, Melville, Hawthorne, Thoreau, Cervantes, Whitman, Baudelaire, Dickens og Roussaeu, og mens man læser New York trilogien får man lyst til at gå i gang med at læse mange af de forskellige forfattere og bøger, som nævnes og omtales.
Tilfældets musik
Det er bestemt ikke kun i New York trilogien, at der er store læseoplevelser at hente. I sidste halvdel af 1980’erne og første halvdel af 1990’erne skrev Auster en række fremragende romaner som f.eks. Moon Palace, I det sidstes land, Leviathan og Tilfældets musik.
Tilfældet er et tema flere steder i Austers forfatterskab og ikke mindst i den meget vellykkede roman Tilfældets musik fra 1990. Romanen handler om brandmanden Jim Nashe, der arver en sum penge og beslutter sig for at leve det frie liv. Han kører rundt i USA, og på et tidspunkt møder han den omrejsende hasardspiller Jack Pozzi.
De slår følgeskab, og Pozzi fortæller Nashe om sit liv som gambler. Han har lige mistet alle sine penge, og han havde ellers store planer. Få uger tidligere mødte han i Atlantic City to excentriske millionærer, som lynhurtigt tabte en stor sum penge i poker, og Pozzi anså dem for at være de rene amatører. De var imidlertid imponerede af Pozzis talent ved pokerbordet, og de inviterede ham derfor hjem til ”et venskabeligt spil” hjemme i deres hus. Nu mangler Pozzi pengene til spillet, men Nashe foreslår at investere 10.000 dollars i pokerspillet mod at få en andel i gevinsten.
Det går dog ikke helt som planlagt, og pludselig afhænger alt af et enkelt kort. En omfangsrig miniatureudgave af en storby samt en skæbnesvanger beslutning af Nashe spiller også en vigtig rolle i fortællingen, der pludselig skifter karakter. Tilfældigt eller skæbnebestemt? Læs selv videre.
Tilfældets musik er en forrygende læseoplevelse.
Auster som filmskaber
Efter en række succesfulde romaner kastede Auster sig midt i 1990’er over filmkunsten. Han skrev manuskript til Smoke med William Hurt i hovedrollen som en forfatter fra New York. Filmen blev instrueret af Wayne Wang. Auster arbejdede også sammen med Wang om Blue in the Face, en improviseret efterfølger til Smoke.
I 1997 skrev Auster atter manuskript til en film, og denne gang instruerede han den også selv: Lulu on the Bridge med Harvey Keitel og Mira Sorvino i hovedrollerne. Senere skrev og instruerede Auster The Inner Life of Martin Frost med David Thewlis og Irène Jacob.
Paul Auster havde i øvrigt også en lille cameorolle i en vellykket filmatisering af Tilfældets musik.
Det sene forfatterskab
Efter i nogle år at have koncentreret sig om at lave film vendte Auster tilbage til sin læst, og i resten af sit liv skrev og udgav han en lang række meget læseværdige bøger som f.eks. Brooklyn dårskab, Illusionernes bog, Orakelnat og Sunset Park.
Den mest ambitiøse roman er 4 3 2 1 fra 2017. Det er en mursten af en roman på næsten 1000 sider, som fortæller fire forskellige versioner af Archie Fergusons liv. Igen spiller tilfældet en stor rolle, og alt afhængig af tilfældigheder samt de valg, personerne i romanen træffer undervejs, udvikler Fergusons liv sig i fire forskellige retninger. Hans livshistorie flettes også sammen med amerikansk samtidshistorie.
Senest udkom i 2023 romanen Baumgartner, der handler om en aldrende forfatter, der har mistet sin kone.
Paul Auster var frem til sin død gift med forfatteren Siri Hustvedt.