Sådan kommer du i gang med at læse Dostojevskij

Den russiske mesterforfatter levede 1821-1881, og hans samlede værker udgør 24 bind, så der er rigeligt at tage fat på. Inden man går i gang med omfangsrige værker som Forbrydelse og straf, Idioten og Brødrene Karamazov, kan man med fordel kaste sig over et par af de tidligere og i omfang noget kortere værker.

Hvide nætter (1848)

Hvide nætter handler om en ung mand på 26 år, der lever sit liv som drømmer. Han vandrer omkring i Petersborgs gader og observerer livet uden selv at kunne tage del i det. Han føler sig lidt ensom, for det er forår, og alle tager på landet, men han har ingen at tage på landet med.

Pludselig ser han en ung kvinde, der står og græder, men han er sky over for kvinder og ved ikke helt, hvad han skal gøre. Tilfældigvis nærmer en fulderik sig på det tidspunkt den unge kvinde, og da fortælleren skræmmer ham væk, falder de to unge mennesker i snak.

Det påvirker fortælleren meget, at han – denne tilbageholdende drømmer – nu pludselig står og taler med en ung kvinde, og han bliver selvfølgelig hurtigt håbløst forelsket i hende. Kvinden har dog en uforløst kærlighedshistorie med i bagagen, og fortælleren indvilliger i at være mellemmand og overbringe et brev til kvindens udkårne, der måske/måske ikke har glemt hende.

Fortællingen foregår over fire nætter, hvor de to unge mødes samme sted i byens gader. Beskrivelsen af drømmerens væsen er en meget central del af fortællingen.

”Jeg er en drømmer; jeg har så lidt virkeligt liv, at jeg oplever øjeblikke som dette, som nu, så sjældent, at jeg er nødt til at gentage disse øjeblikke i mine drømmerier.”

Der er dog ikke langt fra sværmeriske drømmerier til desillusion, tomhed og tristhed og nogle mørke fornemmelser, der trænger sig på. I sidste ende forbliver han dog en drømmer, der suger næring af møderne med den unge kvinde.

”Gode Gud! Et helt øjeblik af salighed! Er det måske ikke rigeligt for et helt menneskeliv!”

Kældermennesket (1864)

Måske er disse få øjeblikke af salighed og sværmeriske drømmerier alligevel ikke nok for et menneske. Hvad sker der, hvis drømmene forbliver drømme, og drømmeren aldrig formår at leve dem ud? Så kan man ende som hovedpersonen i Kældermennesket.

Dostojevskij tager i denne roman for alvor læseren med ind i de mørkeste afkroge af det menneskelige sind. Kældermennesket er et forbitret menneske, der sidder i sit hjem og udspyr galde over hele verden og alle mennesker i den – og han skåner bestemt heller ikke sig selv.

”Jeg er et sygt menneske. Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske.” fortæller han læseren på romanens første linjer. Så er stilen lagt.

Kældermennesket har ligesom fortælleren i Hvide nætter svært ved at begå sig i den virkelige verden og har det heller ikke nemt med menneskelige relationer.

Han forlader helst ikke sit hjem, men når han er ude, viger han til side for alle på fortovet og føler sig ubetydelig som en flue. Han føler sig dog moralsk hævet over andre mennesker, men samtidig er han sin egen værste kritiker, og han beskriver sig selv som en antihelt. Han nyder at nedgøre både andre og sig selv, og det er nogle groteske rablerier, han præsenterer læseren for.

Bogen er både tragisk og morsom i sin beskrivelse af dette komplekse menneske, og har man nu lyst til at fortsætte sin rejse ind i Dostojevskijs forfatterskab, så vil jeg anbefale, at man går i gang med Forbrydelse og straf, hvor Dostojevskij med hovedpersonen Raskolnikov fortsætter sin rejse ind i sindets mørke afkroge, men for Raskolnikov er der muligvis en vej ud af mørket.

God læselyst.