Mød biblioteket til Kulturmødet på Mors i år?

Kulturmødet er et slaraffenland, et overflødighedshorn af kulturelle oplevelser, hvor der er noget for en hver smag, uanset om du læser bøger, elsker musik eller virkelig elsker et godt grin. Knap 400 arrangementer er fordelt ud over torsdag, fredag og lørdag.

Af Allan Johansen

En gruppe mennesker sidder i og uden for bibliotekernes telt til Kulturmødet på Mors.
En lænd med en tatovering med ordlyden "Jeg elsker biblioteket"

På Kulturmødet får du de bedste snakke om kulturelle oplevelser og mulighed for at tjekke nogle kulturkendisser ud på nært hold.

Der er et væld af samtaler, workshops, underholdning, quizzer og kreative aktiviteter, som du kan kaste dig ud i efter forgodtbefindende.  

Bibliotekernes telt, som ligger på Kulturpladsen midt i det hele, tilbyder over 20 forskellige arrangementer i løbet af de tre dage.

Mindful drawing, oplæsning, kreasysler og kloge mennesker

Er du kreativ, kan du komme til broderiworkshop, workshop i ”Mindful drawing”, holde en pause med dit eget strikketøj, mens du får en oplæsning eller en sang med guitar, eller du kan komme forbi og sysle med, hvad vi nu har medbragt af kreative materialer fra bibliotekernes gemmer.  

Vil du høre en masse kloge mennesker, der arbejder med litteratur og læsning i hverdagen samtale om kulturens og litteraturens fremtid eller blive inspireret til kommende bøger, du skal læse, så kig forbi.

Personling storytelling, shitstorme, AI genererede fotos og middagsgymnastik med bøger

Elsker du fællessang, kan du være med til ”sammen om sangene” eller ”Fællessang og favoritforfattere” og så har vi slet ikke nævnt vores quiz, ”Stå stærkt med personlig storytelling”, snak om shitstorms, workshop om AI-generede fotos, og den legendariske middagsgymnastik med bøger, som du aldrig har prøvet det før.

Spil SNAK-spil og mød Nikolak fra Nikolaj og Piloterne

Du kan også høre om, hvordan kunst og kultur kan skabe opmærksomhed om nogle af Danmarks lækreste naturperler, og har du ikke mistet pusten endnu, kan vi også præsentere forfatteren Frederik Svinth, der arbejder med venskaber, og prøve hans helt vildt populære SNAK-spil, og du kan møde Nikolaj fra ”Nikolaj og piloterne” der kommer og fortæller om sit livs opture og nedture.  

Hvem står bag bibliotekernes telt

Bibliotekernes Telt er et samarbejde mellem Danmarks Biblioteksforening, Bibliotekschefforeningen, Kulturforeningen i Region Midtjylland, Det Kgl. Bibliotek, Dansk Magisterforening (DM) samt bibliotekerne i region Nordjylland - Hjørring, Vesthimmerland, Jammerbugt, Brønderslev, Morsø, Frederikshavn, Rebild, Læsø og Aalborg.

Bibliotekernes Telt bliver koordineret af Aalborg Bibliotekerne.