For voksne

Vi anbefaler: Det har vi læst i sommeren

Jeg har været en tur rundt på kontorene på Hovedbiblioteket og spurgt mine kollegaer, hvad de har læst i deres sommerferie - og der er blevet læst vidt og bredt.

Af Mie Møller Nielsen

Tags

Inspiration
Line sidder i græsset og holder en bog frem. Hun har solbriller på.

Line har læst "Den dag Nils Vik døde" og siger om bogen, at det er en smuk, rørende og lavmælt fortælling om et ordinært og alligevel et særligt liv. En fortælling om glæden ved de små ting i livet og de mennesker, der fyldte en færgemands liv og båd med venskaber og historie.

Marianne sidder udendørs og læser i bogen "I sidste øjeblik" foran Glashjørnet på Hovedbiblioteket.

Marianne har læst "I sidste øjeblik" - tre noveller, som tog Marianne med storm Hun holdt næsten op med at trække vejret en gang i mellem, så spændende er de, og de klør bare på fra start. Det er historier om kvinder og mænd, der er fortalt i et stramt, flot sprog og med handlinger, der gør, at man ikke lige glemmer historierne foreløbig.

Allan står foran fantasy-reolen på Hovedbiblioteket. Han holder sin telefon foran sig, hvor han viser lydbogsudgaven af hans anbefaling.

Allan har læst "The Knight of Seven Kingdoms", som er små historier, der foregår ca. 100 år inden "Game of Thrones"  Man følger den herreløse ridder Ser Duncan the Tall og hans væbner, Egg. De roder sig ud i alt muligt – og det er svært ikke at holde af de to. Allan fortæller desuden, at den engelske lydbog (som kan lånes på eReolen Global) har en vildt god oplæser.

Brian står med bogen Kongens urmager foran sig. Han smiler.

Brian har læst "Kongens urmager", der handler om den islandske urmager, Jon Sivertsen, der får adgang til Christiansborg, hvor der står et gammelt astronomisk ur af en schweizisk urmager.

Jon skal restaurere uret, og en aften henvender Kong Christian den 7. sig. Til kongen fortæller Jon sin familiehistorie, der både involverer børn udenfor ægteskab, dødsfald og en forrykt retssag. Brian blev fanget af historien, der gjorde ham klogere på den dansk-islandske forbindelse.

Karina står på kontoret på Hovedbiblioteket og læser i bogen "Lys over folket".

Karina har læst "Lys over folket". En historie der foregår i slutningen af 1960'erne og rammer lige ned i ungdomsoprøret, hvor de unge vil have mere medbestemmelse.

Bogen giver mange gode beskrivelser af de situationer, som forstanderparret må forholde sig til. Karina kunne godt lide, at parret bestemt ikke er perfekte, men prøver sig frem ligesom alle andre.

En ret god bog, der efter Karinas mening bestemt er værd at læse, men hun sidder stadig med et lille trist smil om munden over slutningen.

Line står foran Booktok-udstillingen på Hovedbiblioteket og rækker en bog ud i den ene arm.

Line har læst "Two Twisted Crowns", der er anden del af "The Shepherd King".

Det er en dark fantasy historie om magiske kort, der korrumpere deres ejere, en manisk konge og en gammel forbandelse, der skal brydes - hvilket kræver blod og ofringer.

Line har slugt begge bøger på ingen tid og synes det er fedt med noget meget anderledes fantasy, end det hun normalt læser.