Spændende brevvekslinger

Hjertetid

”Jeg har tænkt meget på dig både i går og i dag, om du vil, har jeg tænkt på os. Jeg skriver ikke til dig, for at du skal skrive tilbage, men fordi det lige nu gør mig glad, og fordi jeg vil.”

De to digtere Ingeborg Bachmann og Paul Celan mødte hinanden i 1948 i Wien og indledte et kortvarigt forhold. Celan skulle snart videre til Paris, og deres veje skiltes. De holdt dog kontakten ved lige på skrift i en brevveksling, der skulle fortsætte i mere end et årti, selv om de i mellemtiden begge var blevet gift til anden side.

Der er mange følelser i brevene, megen længsel og kærlighed, men også frustration og usikkerhed. Celan og Bachmann kunne ikke undvære men heller ikke helt nå ind til hinanden. Kærligheden er svær, og det samme var livet for de to digtere, der begge havde et skrøbeligt sind og ramtes af nervesammenbrud.

Celan drukner sig i 1970, og tre år senere dør Bachmann efter en brandulykke, hvor hun var besvimet med en tændt cigaret. De blev henholdsvis 49 og 47 år. Tilbage står dog den både smukke og hjerteskærende brevveksling.

Jeg elsker dig. Skriv!

”Skriv ikke, hvis De ikke er oplagt. Venner giver hinanden absolut frihed, hvis det er ægte venskab.”

På trods af bogens titel er dette ikke en romantisk brevveksling. De to forfattere Gustave Flaubert og George Sand (kvindelig forfatter med fødenavnet Aurore Dupin, der brugte mandligt pseudonym) mødte første gang hinanden i 1857 – året efter, at Flaubert havde udgivet sin berømte roman Madame Bovary, og efter at have mødt hinanden yderligere et par gange indleder de en 10 år lang brevveksling, der fortsatte til Sands død.

Sand er 17 år ældre end Flaubert, og deres temperamenter er forskellige, og det samme er deres tilgang til mange emner, men via ordene og brevvekslingen ender de med at blive tætte venner. I brevvekslingen kan man følge, hvordan de bliver mere og mere hjertelige over for hinanden. I starten afslutter Sand sine breve uden at signere eller afrunde dem, mens Flaubert underskriver sine med Gve Flaubert, men senere runder de breve af med ord som ”Jeg omfavner Dem meget blidt.” og ”Jeg omfavner dig og elsker dig.”

Flaubert er den mest tungsindige af de to, og han skriver flere gange om problemer med både helbred og økonomi. Sand får sat lidt skub i ham og får ham bl.a. til at motionere, men hun lader sig også irritere over Flauberts ynk. ”Nu stopper du! Alderdommen er ikke ved at indhente dig. I øvrigt, høj alder medfører ikke kværulanteri og misantropi.”

Respekten og kærligheden de to forfattere imellem er dog stor og bliver ikke svækket af enkelte udfald.

Flaubert: ”De skriver så smukt og med så stor godhed til mig for at vække min livslyst og mit livsmod.”

Sand: ”Dine breve når mig som en velgørende regnbue, der får spirer til at gro.”

Læs denne brevveksling og få et indblik i to store forfatteres venskab.

Kærlig hilsen, Tove

Denne bog indeholder en række breve, som forfatteren Tove Ditlevsen i årene 1969-1975 skrev til sin forlægger, Mogens Knudsen fra Gyldendal. Tove Ditlevsen gav på dette tidspunkt læserne råd og vejledning i Familie-Journalen, men samtidig var hendes eget liv ét stort kaos med misbrug, et skrøbeligt sind og indlæggelser på psykiatrisk hospital, øvrige helbredsproblemer samt skilsmisse og økonomiske problemer.

Hun er den evige pessimist. Da hun skal med familien på ferie til Jugoslavien, får hun med det samme tanker om flystyrt og jordskælv. Sine egne helbredsproblemer har hun dog vænnet sig til.

”Antageligt ER der et eller andet i vejen med min forbandede lever, men kongen havde en såkaldt fedtlever 30 år før han døde, så jeg er nærmest ligeglad.”

Ditlevsen fortæller, at hun er fyldt med en indre fortvivlelse, som hun kun viser til få, men hun viser den til fulde i disse breve. Hun lægger ikke skjul på alle sine problemer, eller hvor fortvivlet hun er. Som læser føler man med Tove Ditlevsen, men der er også en styrke i at være hudløst ærlig og stå ved sig selv på godt og ondt, og derfor er dette en fascinerende læseoplevelse.

Skudaarsønske

Skudaarsønske er en brevveksling mellem to helt almindelige mennesker. Den 9. februar 1956 indrykker 37-årige sygeplejerske Sigrid denne kontaktannonce i Berlingske Tidende:

Slank, ungdommelig Sygeplejerske søger Bekendtskab for evt. Ægteskab med positiv kristelig indstillet Herre, ca. 35-40 år. Interesser: Sang, Musik, Litteratur og hjemlig Hygge. Breve med Foto besvares og returneres om ønskeligt. Diskretion er en selvfølgelighed. Billet 17460 til Berl. Tid.

Den 35-årige dyrlægekandidat Henry responderer på annoncen, og brevvekslingen kan begynde. I begyndelsen er især Henry noget forbeholden, men stille og roligt lærer de to hinanden at kende, og efter et stykke tid aftaler de at mødes. Brevvekslingen bliver nu mere og mere hjertelig og kærlig, og de begynder for alvor at drømme om en fremtid sammen. De ender da også med at blive gift og få børn, og de forbliver sammen resten af livet.

Udover at være en fortælling om to mennesker, der forelsker sig i hinanden, så er brevvekslingen et tidsbillede fra 1950’erne. Det var tabu at søge kærligheden via kontaktannoncer, og Sigrid og Henry fortæller ikke til nogen, hvordan de har mødt hinanden. De holder det skjult i 40 år. Desuden går de meget stille med dørene med, at de har en intim relation før ægteskabet.

Datidens kønsrollemønstre er også en del af deres liv. Længe inden de er blevet gift og er flyttet sammen, vasker Sigrid med glæde Henrys sokker og lommetørklæder og sender dem med posten.

Først og fremmest er denne brevveksling dog en rørende historie om to mennesker, der søger og finder kærligheden.