For børn

Min første bog

Læs højt bøger for 0-2 år.

Af Annelise Rønnow

Tags

Emnelister for de mindste 0-6 år For de mindste 0-6 år

De yngste lærer sprog ved at lytte til det. Derfor skal du bare hælde en masse ord på dit barn, for der skal meget til, før det lille barns sprog flyder over og bliver til ord og sætninger. 

Sæt ord på hverdagens rutiner og gøremål, når I er sammen, leger og læser. Bøger er helt oplagte til at understøtte sprogudviklingen. Når I læser sammen, får dit barn sat en masse ord på sin verden ved blot at kigge ét sted hen. 

Brug sanserne 

Børn lærer med sanserne, når de leger og udforsker. Det hjælper på koncentrationen og hukommelsen, når sproget opleves med kroppen. Forvent ikke, at dit barn sidder stille, men leg og brug genstande, mens I læser. 

Gå ombord i bøger, der inviterer til leg. Det kan være rør-og-føl-bøger med teksturer eller bøger med flapper og effekter. De bevægelige dele vækker nysgerrigheden, aktiverer sanserne og fastholder opmærksomheden

Sæt ord på omgivelserne 

Få øje på sproget i daglige gøremål, når I pusler, laver mad eller leger. Tæl tallerkner på bordet, tal om farver på tøjet, og find modsætninger derhjemme eller på tur. Fortæl hvad du gør, og vær nysgerrig på, hvad der optager dit barn. 

Læs bøger om hverdagsnære rutiner, oplevelser og følelser, så dit barn kan bruge ordene med det samme. Husk gentagelser! Børn elsker at høre den samme bog igen. Det skaber tryghed og giver nye ord til ordforrådet.

Leg med sproget 

Gør bøger til en naturlig del af jeres hverdag og en naturlig del af dit barns leg. Sørg for, at bøgerne altid er tilgængelige ved at placere dem et sted, hvor dit barn selv kan nå dem. 

Leg er afgørende for børns udvikling. Bøger med rim, remser, vrøvlevers og sange styrker dit barns opmærksomhed på lyde og sprogets rytme. Det gør det lettere og sjovere at lære og lege med ord.

  • Hæld ord på dit barn fra det er nyfødt. 
    Selvom du ikke får svar, gemmes ord til senere brug. 
  • Læs på barnets præmisser. 
    Brug sanser, leg og genstande, så sproget bliver konkret. 
  • Læs den samme bog igen. 
    Gentagelser giver tryghed og nye ord til ordforrådet. 
  • Tal om det, I læser. 
    Forklar nye ord og relatér dem til hverdagen. 
  • Placér bøgerne et sted, hvor dit barn selv kan nå dem.