Kolonitiden – et kapitel der stadig kaster skygger?

Foto: Prince Henry - SabaLykke
Hvordan trækker Danmarks fortid som kolonimagt og slavehandlernation tråde til i dag, og hvilken betydning har datidens syn på mennesker med afrikanske rødder i dagens samfund?
Date
Tid
16:30 - 18:00
Pris
Standard: Gratis
Sted
Glashjørnet
Bibliotek
Hovedbiblioteket
Adresse

Rendsburggade 2
9000 Aalborg
Danmark

Til denne litterære folkehøring stiller vi spørgsmålet:  

Hvordan trækker Danmarks fortid som kolonimagt og slavehandlernation tråde til i dag, og hvilken betydning har datidens syn på mennesker med afrikanske rødder i dagens samfund? 

Mange danskere ved stadig alt for lidt om de strenge, Danmarks fortid som kolonimagt trækker til nutiden. Til at gøre os klogere på emnet har vi inviteret et panel ind til en åben samtale om, hvor de ser, at kolonihistorien har sat – og sætter – sit aftryk i dag.   

Formatet vil være en litterær folkehøring, hvor vi starter med at læse et stykke relevant litteratur, hvorefter samtalen vil udfolde sig mellem panel og publikum. På den måde vil litteraturen blive en fælles erfaring og referencepunkt for både panel og publikum.  

I panelet er: 

  • Lokal ildsjæl og indehaver af AfroXentric og NordicAfroDesign samt medlem af Integrationsrådet Aalborg Essi Tomobile 
  • Sociolog, debattør og bestyrelsesmedlem i Another Life og KVINFO Prince Henry Kwesi Asare 

Danmarks fortid som kolonimagt 

Med arrangementet belyser vi en dyster tid i Danmarks historie, nemlig kolonitiden på De Vestindiske Øer.  

Bibliotekar Vita Andersen, der har leveret materiale til Bibliotekernes inspirationskatalog i forbindelse med DR-temaet Kolonimagt Danmark, fortæller videre om Danmark som kolonimagt: 

”Danmark har en, for mange ukendt, historie som kolonisator og slaveejere på De Vestindiske Øer. Dermed var Danmark et af de mange europæiske lande, der koloniserede lande over hele verden fra 1600-tallet frem til midten af 1900-tallet."

Efter frigivelsen af kolonierne greb de vestlige lande deres fortid som kolonimagt meget forskelligt an. Hvor f.eks. Storbritannien organiserede en stor del af de tidligere kolonier i Commonwealth, valgte Danmark at håndtere kolonitiden helt anderledes. Der var ingen forsøg på videre samarbejde, og man inviterede ikke folk fra de danske kolonier til Danmark. I størstedelen af det 20. århundrede var der meget få sorte mennesker i Danmark, men alligevel optræder sorte mennesker tit i danske fortællinger, reklamer og satiretegninger, hvor de ofte karakteriseres eller bliver set som repræsentanter for det primitive og uciviliserede.” 

Den litterære folkehøring 

Litterære folkehøringer er en metode til at skabe rum for demokratiske samtaler om komplekse og svære spørgsmål gennem litteratur og vidensformidling. Håbet med den litterære folkehøring er, at vi stimulerer håb og handlekraft i lokale fællesskaber og samtidig træner deltagernes demokratiske muskler. Derfor er det også essentielt, at samtalen ikke blot bliver mellem deltagerne i et panel, men også inddrager deltagernes perspektiver, holdninger og spørgsmål. 

Arrangementet er en del af Bibliotekernes Temasamarbejde og Danmarks Radios fokus ”Kolonimagt Danmark”.  

Tilgængelighed

Icon Description

Mulighed for at trække sig: Ja
Niveaufri adgang: Ja – kontakt personalet for niveaufri adgang
Handicapvenligt toilet: Ja
Teleslynge: Nej

Læs mere om tilgængelighed og planlæg dit besøg på Hovedbiblioteket

Vi arbejder hele tiden på at forbedre tilgængeligheden på vores biblioteker, så har du andre særlige behov eller spørgsmål til arrangementet, kan du skrive til os på bibliotek@aalborg.dk eller ringe på tlf. 99314300.