Verdensmålscenteret

En gruppe mennesker sidder i Verdensmålscenteret på Hovedbiblioteket.

Verdensmålscenterets formål er at medvirke til at sætte turbo på og booste indfrielse af FN’s 17 verdensmål i Aalborg Kommune gennem konkrete aktiviteter. Det skal ske i samarbejde med bevægelser, frivillige organisationer, virksomheder, foreninger, uddannelsesinstitutioner, der arbejder med specifikke verdensmål, hvor Verdensmålscenteret kan have en koordinerende rolle. 

Verdensmålscenteret arbejder desuden i tæt samklang med Aalborg Bibliotekerne og andre kommunale indsatser, der arbejder med indfrielsen af verdensmålene baseret på Aalborg Kommunes verdensmålsstrategi. Det er centralt for Verdensmålscenteret, at de tilknyttede aktiviteter er konkrete, men samtidig spænder over målopfyldelse af verdensmålene lokalt, regionalt, nationalt og globalt. 

Der kan være stor forskel på omfanget af initiativerne. Nogle er små projekter, som involverer få personer lokalt. Andre aktiviteter har et nationalt eller internationalt perspektiv med samarbejde med større nationale eller internationale organisationer.

Verdensmålscenteret startede som projekt SAMMEN OM VERDENSMÅL, der handlede om at styrke og udvikle lokale fællesskaber med de mange verdensmål for øje. Projektet er beskrevet i VILLUM og VELUX Fondenes Årsskrift 2022, som du kan læse her.

På Aalborg Bibliotekerne fortsætter arbejdet i Verdensmålscenteret. Det er stadig muligt at hente en masse inspiration her på siden, hvor vi har håndbøger, webinarer, undersøgelser og podcastserien ”VI GØR DET SAMMEN”.

Kontaktperson fra biblioteket er Mette Eich-Høy, 2520 4314 eller mette.eich-hoy@aalborg.dk.

Hvad sker der i Verdensmålscenteret?

Icon Description
  • Træffetider – her kan du blandt andet møde NGO’er, foreninger og forvaltningsmedarbejdere.
  • Vær med! En gang om måneden holder Verdensmålscenteret fællesmøde. Alle er velkomne. Datoerne for de næste møder og aktiviteter kan ses i kalenderen.
  • Deltag i workshops eller Klimacaféer.
  • Se de forskellige udstillinger.
  • Er det i dag, du vil redde verden? Så se vores online kalender for aktiviteter alle kan deltage i: Aalborgs Verdensmålscenter - Kalender (google.com). Kalenderen kan også ses på skærmen i Verdensmålscenteret.
  • Alle er velkomne til at oprette og dele arrangementer og begivenheder i kalenderen.
  • Har du en god idé til en aktivitet eller andet, så tøv ikke med at tage kontakt. Vi vil gerne være flere! 
  • Hæng ud alene eller med et fællesskab eller studiegruppe.