Forsøg i Aalborg Kommune: Nu skal børn ikke betale gebyrer på biblioteket
Som et forsøg skal lånere under 18 år ikke betale gebyrer ved for sen aflevering af materialer på Aalborg Bibliotekerne i resten af 2024. Det sker som et led i at gøre litteraturen mere tilgængelig for de yngste og således øge deres læseglæde.
Af Mie Møller Nielsen
Ifølge tænketanken Fremtidens Biblioteker har danske børn aldrig været dårligere til at læse, i de femten år den internationale læseundersøgelse PIRLS har være gennemført i Danmark. Desuden er det kun hver syvende elev i 4. klasse, der rigtig godt kan lide at læse, og læselysten falder signifikant med alderen.
Der knokles i hele landet
Det er en udfordring, blandt andet skoler og biblioteker i hele landet knokler for at finde løsninger på. I Aalborg Kommune har man nu valgt at fjerne gebyrer for alle under 18 år, som låner bøger, spil og digitale materialer på biblioteket som et forsøg frem til udgangen af 2024.
- Vi oplever desværre, at gebyrerne er en barriere for nogle børnefamilier, og det sætter sit præg på børnenes læselyst. Derfor tager vi nu et stort skridt, som skal gøre bøger lettere tilgængelige for børn og unge og således forhåbentlig bidrage positivt til deres læseglæde, fortæller bibliotekschef Kristine Nygaard
- Vi har allerede set positive effekter fra andre biblioteker, som har lavet lignende ordninger, og vi forventer, at løsningen også hos os vil resultere i en stigning i antallet af udlån og lånere under 18 år på biblioteket.
Vi kommer stadig til at udsende varsler om aflevering, ligesom man fortsat vil blive indkrævet et erstatningsgebyr, hvis lånte materialer ikke bliver afleveret eller er beskadiget.
Folkeskoler får også glæde af tiltag
Selvom initiativet med gebyrfrie lån hos børn og unge er helt nyt for den almene bruger hos Aalborg Bibliotekerne, har biblioteket faktisk allerede testet konceptet med en række skoleelever på Hals Skole og Sofiendal Skolen i Aalborg. Siden 1. februar har eleverne her kunne låne folkebibliotekets bøger, uden at mor og far har skulle bekymre sig om økonomiske konsekvenser ved for sen aflevering:
- Alle undersøgelser viser, at hvis man skal blive god til at læse, så skal man også kunne lide det. Derfor har vi sat alle sejl ind for at øge børnenes læselyst i tæt samarbejde med Børn og Unge-forvaltningen i Aalborg og folkeskolernes pædagogiske læringscenter på de to forsøgsskoler, og vi oplever stor glæde blandt lærerne, der opfatter det som en positiv fortælling at sprede til forældrene, fortæller Maria Frey Sjøblom, som er projektleder hos Aalborg Bibliotekerne og fortsætter:
- Foruden at fjerne gebyrerne har vi blandt andet også løbende leveret ekstra bogsamlinger til bibliotekerne og udvalgte klasser på de to forsøgsskoler, hvis budgetterne ikke altid rækker til at købe alle de bøger, som børnene efterspørger, ligesom der efter sommerferien bl.a. bliver oprettet en læseklub, hvor børnene har medbestemmelse i, hvad der skal læses. Det er alt sammen alfa og omega, hvis vi skal lykkes med at sikre lystlæsning – og det er vores fornemmeste opgave som folkebibliotek.
Forsøgsordningen med at fjerne gebyrerne for børn i Aalborg er udviklet som et led i Kulturministeriets landsdækkende indsats National indsats for børn og unges læseglæde, der, som navnet antyder, har til formål at øge læseglæden hos folkeskolens elever.
For yderligere information, kontakt venligst
- Maria Frey Sjøblom, projektleder ved Aalborg Bibliotekerne, tlf. 25 20 44 67 og maria.sjoeblom@aalborg.dk
- Kristine Nygaard, bibliotekschef ved Aalborg Bibliotekerne, tlf. 25 20 44 25 og kristine.nygaard@aalborg.dk
- Presseservice: Mie Møller Nielsen, tlf. 21 53 43 53 og mie.moeller.nielsen@aalborg.dk