For voksne

Gode bøger til guidet fælleslæsning

Guidet fælleslæsning er en fællesskabsorienteret læsekreds, der kombinerer højtlæsning, samtale og samvær under vejledning af en læseguide. Målet er at skabe en fælles oplevelse gennem samtale og refleksion.

Af Litteraturformidler og læseguide Pernille Poulsen for BibMedia

Guidet fælleslæsning

Guidet fælleslæsning har vundet stor udbredelse de senere år og finder efterhånden sted på de fleste folkebiblioteker. Metoden anvendes desuden i fængsler og blandt grupper med psykisk sårbare og udsatte. Guidet fælleslæsning er en fællesskabsorienteret læsekreds, der kombinerer højtlæsning, samtale og samvær under vejledning af en læseguide. Målet er at skabe en fælles oplevelse gennem samtale og refleksion. Guiden hjælper gruppen med at åbne teksten op ved at stille spørgsmål og invitere til diskussion, og deltagerne opfordres til at dele deres egne fortolkninger. Teksten oplæses langsomt og med mange pauser, hvor snakken er fri. Det er vigtigt, at læseguiden har for øje, at der ikke findes nogen korrekt analyse af den givne tekst. Alle fortolkninger og følelser er velkomne.

Shared reading & the reader organization

Konceptet Guidet fælleslæsning kommer fra England. The Reader Organization er oprettet i 2002 af litteraturprofessor Jane Davis. Hun voksede op i et belastet boligområde i Liverpool med alkoholiserede forældre, men den unge Jane elskede bøger, og på det lokale bibliotek fandt hun et fristed. Som voksen begyndte hun at læse op i belastede områder for folk, der sandsynligvis aldrig ellers ville komme i nærheden af god litteratur. I dag tæller ”The Reader” flere tusind frivillige læseguider og har bredt sig til flere lande.
 

Her får du vores bud på nogle af de noveller der er gode at drøfte til guidet fælleslæsning.

Jens Blendstrup

Skal humøret løftes i læsegruppen, så er Blendstrup en mester. Novellerne er tankevækkende iklædt en skøn blanding af absurditeter og humor. Oftest er hovedpersonerne hr. og fru Danmark i parcelhuskvarteret. De er tragikomiske med en lurende alvor. Som i ”Hulmanden”, hvor Anna og Tage opdager et mystisk hul i køkkenet, der efter længere tids diskussion kræver besøg af en ”hulmand”. Et besøg, der tvinger dem til at tage deres liv og omgangsform op til revision. I ”Sorgens balalajka” møder vi eksistentielle tematikker såsom parforhold, midtvejskriser og identitet, og når de udspringer af Blendstrups fantasi, sker der uforudsigelige ting og sager.

Raymond Carver 

Carver er en af de store mestre i novellekunsten med sine rå og usminkede skildringer af amerikansk middelklasseliv. Han anses af mange som fornyeren af amerikansk kortprosa. Carver er den anti-intellektuelle type, der selv voksede op på kanten af samfundet, og hans historier har stor folkelig appel og er især velegnede til grupper med mænd. Persongalleriet er ofte mænd fra småbyer i det vestlige USA, der bor i skurvogne eller faldefærdige huse, og enten er de arbejdsløse og alene eller på nippet til at blive det.

Alice Munro

Den canadiske forfatter og Nobelpristagers noveller er små kunststykker. Munro er ekspert i at skildre almindelige menneskers liv i provinsen med et særligt blik for de hændelser, der danner menneskets karakter. Fælles for novellerne er dagligdagstemaer med et tvist, fulde af psykologisk indsigt og med menneskelige relationer i højsædet. Sproget er skarpt og præcist. Ofte er novellerne lange, så enten skal man have god tid eller vælge at dele en novelle op over to omgange. Men de er det værd.

Glenn Ringtved

Glenn Ringtved har redigeret denne vellykkede samling hjemstavnsnoveller fra Nordjylland. Med bidrag fra bl.a. Bent Haller, Morten Klenø og Bent Vinn Nielsen. Novellerne er en blanding af erindringsglimt, hverdagsdramaer og eksistentielle overvejelser. Mød fx Halfdan, der hænger og dingler faretruende i sin bil på en af Limfjordsbroens åbne klapper, fordi han ikke lige kan få sine prioriteter på plads, eller tag med til Morten Klenøs ”Endestation”, hvor drømmen om at komme ud i verden og væk fra Nordjylland stille og roligt smuldrer, som tiden går, og at det måske endda er helt ok. ”Hjemveje” er højst læseværdig og demonstrerer, at udkantens virkelighed er mere kompleks end fordommene om den. Desuden er det underholdende læsning.

Chimamanda Ngozi Adichie

Tolv usædvanligt gode noveller med internationalt tilsnit og et feministisk touch. Adichie kaster især sit blik på de bånd, der knytter kvinder og mænd samt forældre og børn. Hun stammer fra Nigeria, og relationen mellem Nigeria og Vesten belyses også gennem novellerne. Det handler om kærlighed og sammenbrud, vold og tro og de øjeblikke af pludselig indsigt, der kaster lys over skønheden og desperationen i helt almindelige liv. Adichies forfatterskab spænder over romaner, noveller og sagprosa. Hun er født i 1977 i Nigeria og flyttede som ung til USA, og hun er kvinden bag en af de mest sete TED Talks nogensinde: ”The Danger of A Single Story” (2009).

Clarice Lispector

Fra denne brasilianske forfatter kommer noveller, der dykker ned i den menneskelige psyke. Hun kan være udfordrende at læse og diskutere, og sproget er fantastisk, svulmende og overraskende. Så dette er samlingen til den lidt mere krævende læsekreds. En af de mere enkle noveller, ”Verdens mindste kvinde”, fortæller om en naturvidenskabsmand, der finder verdens mindste kvinde i en afrikansk regnskov. Kvinden er en dværg-pygmæ på bare 45 cm. I en anden novelle kommer både mennesker og høns til orde - eller det vil sige, vi hører, hvad de fører af indre monologer. Novellerne er yderst særprægede, mystiske og intellektuelt udfordrende og giver rigeligt stof til eftertanke og diskussion.

Judith Hermann

Fra vores naboland Tyskland kommer denne fremragende novelleforfatter med historier om forliste ægteskaber, knuste venskaber og ensomhed. Hermann - der selv nævner Alice Munro som sit forbillede - evner at skildre situationer og følelser i et lavmælt sprog, hvor hvert ord tæller. Personerne sanser, husker og længes, og det er heri den virkelige handling udspilles. Stemningen er melankolsk, men med glimt af optimisme, og meget forbliver usagt. Samlingen ”Lettipark” kredser om nærheden og distancen mellem mennesker. ”Spøgelser overalt” foregår rundt om i Europa og handler om det stille drama i almindelige menneskers liv, når rutinen brydes, og personerne sendes på dybt vand.

Julia Butschkow

I samlingen ”Granit” er det noveller fra hverdagens Danmark, der fortæller om personer, som på en eller anden måde er lidt aparte. Som den tidligere politimand, der drømmer om at bære blondetrusser under uniformen, eller den ældre kvinde, hvis nærmeste relation er apotekeren. I ”Der er ingen bjerge i Danmark” tegnes portrætter af mennesker, der umiddelbart ser helt almindelige ud, men som viser sig at være noget helt andet.

Dorthe Nors

Om mødet og stemninger mellem mennesker, som går fejl af hinanden eller ikke helt er på omgangshøjde med situationen. Indgangsvinklen er en almindelig hverdagssituation, som åbner op for en myriade af indtryk, følelser og erindringer hos fortælleren. I en novelle genser en kvinde en markedsplads og tænker tilbage på et gammelt kæresteforhold. I en anden samler to veninder ind til Kræftens Bekæmpelse, og bag hver hoveddør møder de den ene original efter den anden. Sætningerne vikler sig ind i hinanden, så man næsten farer vild. Det er ligesom tanker, der springer hid og did, og det er ikke til at gætte, hvor de fører hen. I “Kantslag” skriver hun om mennesker, der har svært ved at blive i deres eget liv. I stedet har de konstant antennerne og energien ude i andres liv, f.eks. via tv, nettet eller på møntvaskeriet. Fulde af løgn og selvbedrag, men også med humor og indføling. Velegnet også til yngre målgrupper.