Læs bogen og se filmen (2-6 år)
Tilbring en hyggestund med Lille Frø, Lille Tut, Vitello og mange flere. På børnebiffen.dk har I adgang til film med jeres favoritkarakterer fra billedbøgerne.
Af Ditte Trudslev


Lille frø
Lille frø dumper ned i en frøfamilie, lige midt i aftensmaden og som et lyn fra en klar himmel. Frøfamilien tager imod Lille frø med åbne arme og kærlighed. Men han har lidt svært ved at opføre sig ordentligt.
Læs bogen og se filmen om Lille Frø og find ud af om han nogensinde bliver en god lille frø eller om han ender hos den gamle mand i bjerget.
Anbefales til børn mellem 3-6 år.
Filmen varer 8 minutter og der er skruet op for charmen på dialekter og unoder, så den er underholdende for hele familien.


Lille Tut
Sammen tager vennerne Lille Tut, Nissen og katten Gato på eventyr. Nissen kan få tiden til at gå i stå og trylle Gato og Lille Tut små, så de nemt kan rejse til steder hvor de møder mange sjove dyr og spændende væsner.
Læs bogen og se filmen om Lille Tut, Nissen der bor i væggen og katten Gato med de røde støvler.
Lille Tut anbefales til børn mellem 2-5 år.
Der ligger i alt 26 korte film om Lille Tut og hver film varer 7 minutter. Her er der skruet ned for tempoet og op for stemning, farver og hygge.


Vitello
Det er ikke altid lige nemt at være Vitello, han keder sig ret hurtigt. Det betyder også at han er lynhurtig når det gælder om at få gode ideer. Måske endda lidt for gode ideer...
Læs bogen og se filmen om frække Vitello og hans mor der er single og ryger cigaretter. Det er underholdning for hele familien og en kende upolitisk korrekt til tider.
Vitello anbefales til børn over 4 år.
Der ligger i alt 13 film om Vitello og hver film varer 7 minutter.


Hunden Ib
Mød Ib, en hvid hund med sorte ører. Ib er rimelig selvsikker, nysgerrig og klog - fuldstændig som et barn. Han er også modig, så Ib kaster sig ud i mange strabadser - og kommer heldigvis nogenlunde uskadt fra de fleste.
Læs bogen og se filmen om Hunden Ib der møder mange spændende dyr og mennesker på sin vej ud i verden.
Hunden Ib anbefales til børn mellem 3-6 år.
Der ligger i alt 16 film om Hunden Ib og filmene varer mellem 3-4 minutter.