For voksne

Ordblindeuge på biblioteket

Oktober går også under navnet Den Internationale Ordblindemåned. En måned, hvor der bliver sat fokus på det at være ordblind. I Danmark holder vi hvert år Ordblindeuge i uge 40.

Af Ditte Jensen

Ditte står ved de letlæste voksenbøger i området med skønlitteratur på Hovedbiblioteket.
Ditte emnelisten "Lette bøger til unge og voksne" frem for sig. Bag hende ses de letlæste voksenbøger og resten af biblioteksrummet. Baggrunden er sløret.

Hvad har forfatteren Sara Blædel, geniet Leonardo da Vinci og skuespilleren Tom Cruise til fælles? Med tanke på nærværende artikels overskrift og indledende tekst, har du formentlig allerede luret, hvad det kunne være - men svaret skal du alligevel ikke snydes for: Vanskeligheder med at koble bogstaver med lyd. De er og var nemlig alle tre ordblinde. 

En lynhurtig googlesøgning viser, at de ikke er alene. Langt fra endda. For udover kendiskolleger i lignende situationer, regner man, ifølge Ordblindeforeningen, med, at over 400.000 danskere også er ordblinde. Og Børne- og Undervisningsministeriet kan fortælle, at næsten hver ottende elev i 9. klasse i skoleåret 2022/2023 var ordblinde. 

For at skabe opmærksomhed omkring at have ordblindhed tæt inde på livet – hvad enten man er pårørende eller selv er ordblind – har vi i Danmark derfor Ordblindeugen. Den er til for at mindske fordomme og uvidenhed omkring emnet, og for at skabe bedre forhold for mennesker, der er ordblinde. 

Arrangementer, du ikke vil gå glip af

Hvis du går rundt og tror, at dit bibliotek ikke er et sted for ordblinde, tager du grueligt fejl. Vi tilbyder blandt andet forlænget lånetid, lette bøger og adgang til eReolen. Derudover har vi igen i år nogle spændende arrangementer på programmet, når vi rammer Ordblindeugen: