Ditte anbefaler: Oktobers bøger
Jeg vil foreslå, at du læser disse bøger med en lun kop pumpkin spice latte ved din side og et tændt stearinlys på bordet, mens bladende udenfor langsomt slipper grenene og tusmørket lurer i krogene.
Af Ditte Jensen
Månedens aktuelle: "I egen barm" af Katherine Diez
I løbet af få dage har jeg læst ”I egen barm” af Katherine Diez. Havde jeg gidet, ville jeg snildt kunne have gjort det på en enkelt. Slap af, bogen er kun på 182 sider! Fjerner man den dobbelte linjeafstand og de mange citater lige fra gengivelse af SMS’er og sangtekster til hele lovparagraffer, der med utroligt gavmild pen er drysset udover hele bogen, vil jeg mene, at man reelt er nede på maksimum en 100 siders penge.
Vi snakker ikke stor kunst. Ikke nogen særlig litterær oplevelse. Men for nu lige at blive i det med citaterne, vil jeg tillade mig frit at citere det cinematiske mesterværk Notting Hill, for jeg er jo også bare just a girl. Standing in front of Katherine Diez. Asking her to spill the tea. Og her skuffer bogen altså ikke. Du har måske hørt, at den skulle være fuld af slibrige afsløringer? Kan bekræfte. Det er grafisk, det er detaljeret.
Når alt det så er sagt, virker ”I egen barm” også til at være et vidnesbyrd om et kaotisk menneske, der ikke har det særlig godt og som nok ikke har haft det i rigtig lang tid. Og det i sig selv er selvfølgelig hård læsning. Man får indblik i en turbulent barndom, en spiseforstyrrelse og en ødelæggende evne til fuldstændig at miste jeget i stræben efter et vi.
Katherine Diez formår at beskrive 00’ernes besættelse af slanke- og diætkultur, så det løber en koldt ned ad ryggen ved minderne. Det er også om dette emne, hun har mest på hjerte. Det ser man, fordi det suverænt er her, der er færrest citater.
Om alt i bogen er sandt, skal jeg ikke kunne sige. Man har jo efterhånden fået sig visse forbehold overfor forfatteren. Til gengæld skuffer fænomenet Diez endnu en gang ikke hvad angår underholdning – om det så er af den forargende eller heppende slags.
Månedens fantastiske: ”I den mørke skov” af Gry Kappel Jensen
Første bind i Gry Kappel Jensens nye serie Eventyrsagaerne, hvor romanerne er inspireret af gamle folkeeventyr. I denne YA-fantasy-2024-udgave bygger ”I den mørke skov” på Grimms "Hans og Grete”. Nu hedder søskendeparret blot Ava og Linn, men også de bor ved en stor skov sammen med deres far. Den lille familie er både fattig og sultne, og de forsøger at overleve på bark og svampe. Ak ja, elendigheden er stor. Men der er alligevel også noget muldent ved det hele: Hjemmet er fyld med indridsede kors og beskyttelsesmærker, faren holder søstrene væk fra landsbyens beboere og så snedkererer han tilmed på en hemmelig, meget suspekt opgave. Det er kister, han laver, erfarer man. Sådan nogle til døde mennesker. Yikes.
Drevet af sult og fortvivlelse fører faren en dag Ava og Linn dybt ind i skoven. Her støder søstrene på en kvinde, der bor i en hytte …
”I den mørke skov” er god. Rigtig god! Det er en bog om ubetinget søskendekærlighed, om at acceptere sig selv, som den man er, om at vælge sin vej i livet, om godhed og ondskab.
En del af læseoplevelsen har uden tvivl været af den rent æstetiske slags. Det her er nemlig en umanerlig smuk bog, hvor der virkelig er blevet kredset for bognørderne. Omslaget er med svungne guldmønstre, siderne har painted edges. En ren fryd.
Som alle andre gæve unger, fik jeg selvfølgelig også læst ”Hans og Grete” højt, da jeg selv var barn, så jeg troede rigtig, at jeg havde luret handlingen. For eksempel var jeg særligt ivrig efter at svælge i scenen, hvor den lede heks endelig får som fortjent, og ender med et skub i rumpetten durk ind i ovnen. Og ja, ”I den mørke skov” er inspireret af det gamle eventyr, ind i mellem er der endda direkte paralleller. Det er et spændende nyt take på en klassisk fortælling, men det er også sit helt eget eventyr.
