For voksne

Julehistorier med illustrationer

I denne artikel sætter jeg fokus på fire flotte illustrerede julehistorier.

Af Line Dalbro Schaumann

Line sidder på en træbænk og holder "Snesøsteren" frem i hænderne.
Line sidder på en træbænk og holder de tre omtalte bøger i hænderne.

Der er julehistorier der fanger sin læser og så er der julehistorier der virkelig er storslåede og giver læseren en fantastisk læseoplevelse, så man læser historierne igen og igen.

Det er også historier man kan læse sammen hele familien, da julehistorier har det med at samle familien. Der er elementer som de voksne lægger mærke til og ting som børnene ser.

Her er fire af sådanne bøger:
 

”Snesøsteren” af Maja Lunde og illustreret af Lise Aisato

Bogen her udkom i 2018 og jeg har læst den hvert år til jul hvert år efterfølgende. Det er en historie der både får mig til at grine og til at græde. 

Julen nærmer sig og for Julian er det den bedste tid på året. Han har nemlig fødselsdag juleaften og familien plejer at hygge sig helt vildt, men i år er julen aflyst. Julians storesøster er død og hele familien er i sorg. 
Men så møder Julian Hedvig. En smilende pige der giver ham nogle vilde juleoplevelser, men samtidig fornemmer Julian at Hedvig gemmer på en hemmelighed. 

Sammen med Hedvig glemmer Julian lidt sin sorg, men der lurer stadig noget under overfladen og da Julian graver dybere finder han en sandhed han ikke havde forventet at få.
 

”Glaskongen” af Inger Merete Hobbelstad og illustreret af Even Skaranger

Bogen udkom i september 2024 og er en eventyrlig historie om magi og magt.
I byen Christiania er det ved at være juletid. Året er 1881 og den rige pige Emilie Munthe og den fattige dreng Anton er venner, men da folk begynder at forsvinder, må de slå sig sammen og opklare hvorfor.

Emilies familie laver smuk glaskunst, men da en ny familie, Glaskongen, flytter til byen og begynder at lave glas, bliver Munthe-familien presset. 

Emilie og Anton begynder at snuse rundt og i den Glaskongens hus og her finder de en bog der indeholder magiske formler.
Hvad mon Glaskongen og de mystiske forsvindinger har med hinanden at gøre?
 

”Et juleeventyr” af Charles Dickens og Erlend Loe og illustreret af Lisa Aisato

Erlend Loe er en norsk romanforfatter og har i den her bog genfortalt den kendte historie af Charles Dickens om den sure Ebenezer Scrooge. Bogen er smukt illustreret af Lisa Aisato og hendes illustrationer bringer virkelig liv i historien.

Ebenezer Scrooge er en rig og magtfuld mand, som altid kun har tænkt på penge. Han kan ikke lide andre mennesker og holder sig helst for sig selv. Han vil ikke dele ud af sin rigdom og kan ikke sætte sig i andres sted.

En aften får han besøg af et spøgelse af hans afdøde forretningspartner, Marley, som fortæller Scrooge at hvis han ikke snart ændrer sin levevis, vil han også blive dømt til lænker og evig lidelse. Tre gange mere får Scrooge besøg af andre spøgelser der viser ham hvordan livet ser ud for andre mennesker. 

Forhåbentlig bliver Scoorge bedre til at lukke andre mennesker ind og hjælpe andre, inden det bliver for sent. 
 

”Ild” af Iben Mondrup og illustreret Kristian Eskild Jensen

Det her er en lidt anderledes julehistorie, der måske ikke direkte er en julehistorie, men alligevel indeholder nogle elementer vi normalt ser i julehistorier: at gøre noget godt for andre.

Drengen Ravn føler sig ikke normal og udenfor i den lille landsby. En dag dukker en stum pige op i landsbyen. Hun har langt hår, hvid hud og meget beskidt. Hun siger ikke noget og er bange for ild.

Ravn er helt sikker på at han er bestemt til at hjælpe den stumme pige sikkert hjem. Det bliver en farefuld rejse hvor de både møder venner og fjender. De møder en mystisk fremmed der hjælper dem, og de møder farlige ulve og sult.

Sandheden om hvor pigen kommer fra er en helt anden end Ravn kunne forestille sig.