Hjælp os med at redde LP’erne.
Vi står dog overfor et stort dilemma: mange af vores elskede LP’er har ikke været lånt ud i over to år og risikerer derfor at blive kasseret. Det synes vi vil være et stort tab for musikelskerne – ja, faktisk nærmest en lille katastrofe.
Af Brian Hansen

Vi elsker musik, og vi elsker især musik på fysiske medier som LP’en. Derfor har vi også en stor og ganske bred samling af albums på vinyl i vores musiksamling – og vi indkøber faktisk også nye plader hver uge.
Vi taler nemlig om en samling fyldt med musikalske skatte fra kunstnere som Psyched Up Janis, Jimi Hendrix, Baby in Vain, Metallica, Rolling Stones, Savage Rose, der ikke har været lånt ud i over to år.
Forestil dig at miste muligheden for at lytte til disse fantastiske plader! LP’en repræsenterer nemlig ikke kun en vigtig del af musikhistorien, men også en unik lytteoplevelse, som digitale formater ikke kan matche. Vinylplader har en særlig lydkvalitet og en fysisk tilstedeværelse, der gør dem til noget helt særligt. Det er som at have en lille koncert i din stue, hver gang du sætter en plade på – sådan cirka i hvert fald.
Mine tre favoritter:
Jamen, hvordan kan vi så redde pladerne?
Musik er en væsentlig del af vores kulturarv, og bibliotekernes rolle i at bevare og formidle denne arv kan ikke undervurderes. Derfor vil vi så nødigt kassere unødigt i vores samling af musik på vinyl, og det er lige præcis her, du som musikelsker kommer ind i billedet. Vi har nemlig brug for din hjælp! Kun ved at låne disse LP’er ud kan vi sikre, at de forbliver tilgængelige for alle og ikke går tabt.
Så hvis du er musikelsker, hvorfor så ikke udforske vores LP-samling. Ved at låne en stak med hjem - og på den måde give dem nyt liv, kan du være med til at forhindre dem i at blive kasseret. Du vil måske opdage nye favoritter eller genopdage gamle klassikere.
Del også gerne din oplevelse med musikken med venner og familie - og opfordre dem til at gøre det samme.
Og hvem ved, måske finder du din nye yndlingsplade undervejs!