Med Karin i maskinrummet som moderator

”Det er spændende at få lov til at dykke helt ind i en bog og lukke den op sammen med forfatteren. At give publikum en ny oplevelse af forfatteren og forhåbentlig give dem lyst til at læse bogen,” siger Karin, som til Ordkraft 2025 skal interviewe forfatter Pia Grandjean.

Af Ditte Jensen

Karin står på biblioteket med et udvalg af Pia Grandjeans bøger stående foran sig med forsiderne frem. Hun holder "Den ariske jøde" op. Bag Karin ses biblioteksrummet.
Karin står på biblioteket med et udvalg af Pia Grandjeans bøger stående i en stak foran sig. Hun holder "Den ariske jøde" op. Bag Karin ses biblioteksrummet.
Karin skal tale med Pia Grandjean om romanen "Den ariske jøde" - fortællingen om en ung pige, der uforskyldt hvirvles ind i Anden Verdenskrig og om hvordan krig ikke kun påvirker den, der berøres af den, men også de efterfølgende generationer.

Der er meget, som Karin Holt glæder sig til at spørge Pia Grandjean om. Blandt andet hvordan det har været at skrive Den ariske jøde, hvordan researchen har været med denne bog i forhold til hendes tidligere udgivelser, hvordan hendes forfatterskab har udviklet sig. 

”Hun har også været med til at stifte Ordkraft for mange år siden,” fortsætter Karin, ”hvad drev hende til det og er Ordkraft der, hvor hun håbede, at det ville være, da hun gik ind i arbejdet i 2010?”

Ja, spørgsmålene står allerede på stribe hos den erfarne moderator.

Blå bog: Karin Holt

Icon Description

Karin Holt, født 1962.

Karin er bibliotekaruddannet i 1987 i Aalborg og arbejder nu ved Vesthimmerlands Biblioteker som børne- og voksenbibliotekar.

Karin har deltaget i Ordkraft i cirka 10 år og har været moderator for både børne- og voksenbogsforfattere.

Hvordan forbereder du dig normalt til at interviewe en forfatter? 

"Jeg læser bogen meget indgående, overvejer tematik, synsvinkler, samtiden med mere. Jeg læser interviews og flere af forfatterens andre bøger, for at sætte den relevante bog ind i en sammenhæng."

Hvorfor er Pia Grandjean en spændende forfatter?

”Pia Grandjean har et større forfatterskab bag sig,” svarer Karin, ”hun har skrevet flere historiske romaner, et par krimier og flere, der tager afsæt i Anden Verdenskrig. 

Hun er startet i det små og hendes bøger har for mig at se udviklet sig meget. Med Den ariske jøde er hun denne gang lykkedes med at skrive en historie, der foregår i to tider. Begge spor fungerer virkeligt godt og gør bogen meget helstøbt. Historien handler blandt andet om hvilke forfærdelige ting, der skete i Tyskland under Anden Verdenskrig – noget, vi aldrig må glemme."

Karin tilføjer endda, at af alle Pia Grandjeans udgivelser, er det denne roman, som har haft størst indflydelse på hende: 

”Fordi den bare er den bedste på alle plan!”

Krigens rædsler

Selvom Den ariske jøde har omdrejningspunkt i Anden Verdenskrig, mener Karin, at den sagtens kan ses som særligt relevant for nutidens samfund. 

”Bogen beskriver krigen og alt det, der følger med,” forklarer hun, ”der er krige rundt om i verden – det tætteste på os er krigen i Ukraine, hvor mange familier lider meget store tab. De flygter fra deres hjem, familier splittes, og flere mænd mister livet i krigen. 

Hvorfor er det, at krig til stadighed eksisterer, og hvad kan vi gøre for at mindske risikoen for at nye krige opstår?

Det er også væsentligt, at de mange grufulde oplevelser under krigen har sat sine spor i hele generationer, hvor fortielse og fortrængning er nedarvet i flere slægtled. Alt det er med i bogen på en meget naturlig måde.”

Blå bog: Pia Grandjean Odderskov

Icon Description

Pia Grandjean debuterede i 2007 med krigsromanen Flugt. Siden er det blevet til 10 historiske romaner, hvor 
Fortielse og Sørines Guld skal fremhæves. 

Pia Grandjeans seneste roman hedder Den ariske jøde og er en fortælling om krig, den svære eftertid, og det at overleve. Det er en fortælling om, hvordan krig ikke kun påvirker den, som berøres af den, men også de efterfølgende generationer.

Forfatterskabets overordnede tematikker roterer omkring historiske begivenheder, som griber ind i menneskeskæbner. Romanerne spænder fra middelalder, religionsflygtning i 1600-tallet men ikke mindst har Anden Verdenskrig været katalysator til flere romaner.

Samtlige romaner er skrevet i et sanseligt sprog og ofte bliver nutiden inddraget som medaktør for at give læseren et interessant perspektiv.

Pia Grandjean er medstifter af Ordkraft og første formand i 2010/11. Hun afholder desuden skriveværksteder og foredrag. 

Klik her og se hvor og hvornår du kan opleve Pia Grandjean på Ordkraft 2025.

”Jeg ønsker, at publikum kommer med bag om historien,” svarer Karin, når man spørger, hvad hun håber, de får med sig fra samtalen med Pia Grandjean, ”at de forstår, hvad der har drevet hende til at skrive bogen.”

Selvom den nordjyske litteraturfestival som sædvanlig står i arbejdets tegn for Karin, regner hun dog med, at der også bliver tid til selv at skulle opleve en forfatter eller to: 

”Jeg glæder mig til at høre Eva Tind – som jeg var moderator for sidste år – og jeg håber også at høre Lars Mytting, der blandt andet har skrevet den fantastiske bog Søsterklokkerne.”

Du kan opleve Karin i samtale med forfatter Pia Grandjean lørdag den 5. april klokken 10-10.45 i Biffen.