For voksne

Kirstine er moderator: Jeg håber, det giver folk lyst til at læse

Når Kirstine til april indtager Ordkrafts scener, er det blandt andre med forfatter Liv Duvå, som man kan opleve hende i samtale med. Lige nu er Liv Duvå aktuel med "Ned fra himlen" - en roman, som Kirstine glæder sig til at dykke ned i og få stillet alle de spørgsmål, man som læser ofte kan sidde tilbage med efter endt læsning.

Af Ditte Jensen

Kirstine står på biblioteket. Hun står lænet op af et skab, hvorpå tre af Liv Duvås romaner står med forsiderne frem. Kirstine smiler og bag hende ses biblioteksrummet med fyldte bogreoler.
Kirstine står på biblioteket. Hun står lænet op af et skab, hvorpå Liv Duvås roman "Ned fra himlen" står med forsiden frem. Kirstine kigger smilende på bogen. Bag hende ses biblioteksrummet med fyldte bogreoler.
Romanen "Ned fra himlen" er nomineret til flere store litteraturpriser og er blandt andet af Berlingske blevet beskrevet "(...) som en bog, de fleste vil både nyde og blive klogere af".

Kirstine Grøngaard har været en del af Ordkraft lige siden den spæde begyndelse i 2011. Som moderator er hun garvet – forfatterinterviews er det nemlig blevet til en del af gennem årene. 

”Jeg har efterhånden været moderator en hel del gange på Ordkraft, og hver gang går jeg derfra med den fedeste fornemmelse! 

At kunne spørge en forfatter om lige netop det, du selv har undret dig over i en bog, er et kæmpe privilegium. At møde forfatteren og få sat både ansigt og stemme på historien gør også, at jeg sent glemmer den læseoplevelse,” siger Kirstine. 

Blå bog: Kirstine Grøngaard

Icon Description

Kirstine Grøngaard, født 1981.

Kirstine er uddannet Bibliotekar DB i 2006 og har siden arbejdet på folkebiblioteker - de sidste 14 år på Brønderslev Bibliotek. Hun arbejder desuden som lektør og har deltaget i Ordkraft siden begyndelsen både som moderator, tovholder på læseklubber og praktisk hjælper.

Når hun skal forberede sig på et interview med en forfatter, bruger Kirstine en del tid på research. Udover at læse den aktuelle bog, læser hun også anmeldelser og hører podcasts, som forfatteren deltager i. 

”I år skal jeg se Liv Duvå optræde på Frederikshavn Bibliotek i februar, så der kan jeg også få en fornemmelse af, hvordan hun er på en scene,” forklarer Kirstine. 

Bogen, som Kirstine skal tale med Liv Duvå om, hedder Ned fra himlen. En socialrealistisk roman om Maria, der forlader Johan og tager datteren Sonja med sig. Det er fortællingen om en giftig arv og drømmen om det gode liv.

En ærefuld pris og ahaoplevelser

Værket har Liv Duvå modtaget en nominering til selveste DR Romanprisen for. Vinderen bliver kåret af læsere, som i læseklubber landet over har læst og diskuteret de nominerede romaner, før de stemmer om årets bedste læseoplevelse. Til juni bliver vinderen afsløret. 

Blå bog: Liv Nimand Duvå

Icon Description

Liv Duvå debuterede i 2017 med romanen Vi er vel helte, som hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for. I 2019 udkom hendes anden roman, Rosenreglen, som blev nomineret til Politikens Litteraturpris. Hun har efterfølgende udgivet langdigtet Jeg vil have en statsminister og romanen Mødrenes hus.

Hendes seneste roman Ned fra himlen udkom i 2024 og er et portræt af Velfærdsdanmark, en fortælling om alt det, vi arver fra tidligere generationer, om ophobede giftstoffer og den historie, vi bærer med os. Romanen er nomineret til flere store skønlitterære priser: DR Romanprisen 2025, Politikens Litteraturpris 2024 og MARTHA prisen 2025.

Klik her og se, hvor og hvornår du kan opleve Liv Duvå på Ordkraft 2025. 

På Ordkraft har vi en stolt tradition for, at man kan møde de nominerede forfattere til den ærefulde pris. Det gælder også i år, hvor Liv Duvå og de fem andre nominerede mødes på Skråen. Netop dette er et arrangement, som Kirstine glæder sig til: 

”Jeg er så heldig, at jeg også skal tale med Britt Nørbak om hendes udgivelse i 111 steder-serien samt Linea Maja Ernst om hendes roman Kun til navlen. Dem glæder jeg mig naturligvis til at møde – og så ser jeg altid frem til at få præsenteret de nominerede til årets DR Romanpris til en samlet diskussion.”

Hvad håber du, at publikum vil få med sig fra din samtale med forfatteren? 

”Jeg håber, at de – hvis de ikke har læst bogen – får lyst til at læse den. Og hvis de har læst bogen, så håber jeg, at jeg fik spurgt om nogle af de ting, som de måske selv har sat spørgsmålstegn ved. Så håber jeg også, at de går derfra med en fornemmelse af hvem forfatteren er som person og måske også har fået en ahaoplevelse,” slutter Kirstine af.

Du kan opleve Kirstine i samtale med forfatter Liv Duvå torsdag den 3. april klokken 15-15.45 i Volt salen på Teater Nordkraft. 

Derudover taler Kirstine også med Britt Nørbak fredag den 4. april klokken 14-14.45 i Biffen og med Linea Maja Ernst fredag den 4. april klokken 17-17.45 i Watt salen på Teater Nordkraft.