Her er hvad I læste mest af i 2024
Vi har kigget i statistikken, og her får du de 10 bøger, du og dine medlånere har læst mest i 2024.
Af Allan Johansen
1. "Syv m2 med lås" - Jussi Adler-Olsen
Første pladsen er måske ikke så overraskende. Det er afslutningen på Jussi Adler-Olsens serie om Carl Mørck og Afdeling Q. Vi er mange, der har læst med siden ”Kvinden i buret” udkom i 2007
Vores egen krimiekspert, Hanne Guldhammer giver bogen dette skudsmål med på vejen:
”Endnu en gang viste Jussi Adler-Olssen, at han har fingeren på pulsen. Den dag ’Syv m2 med lås’ udkom, var der en stor korruptionsskandale i det danske politi, hvilket er hovedtemaet i Q10. Alt i alt binder bogen de 9 andre bøger sammen og siger pænt farvel til Carl, Rose, Assad og Gordon."
2. "De bedste familier" - Kim Blæsbjerg
Kim Blæsbjergs prisvindende ”De bedste familier” klemmer sig ind mellem to krimier på andenpladsen. Bibliotekarerne Vita Andersen og Anine Kaas har flere bud på, hvorfor bogen har været så populær:
”Hele sagen om KemiNova er omgærdet af så meget mystik, at folk er meget nysgerrige på at vide mere. Derudover rummer bogen fantastiske personskildringer, som kommer ind under huden på dig."
3. "De hvide nætter" - Katrine Engberg
Den anden bog i Katrine Engbergs serie om Liv Jensen er ifølge bibliotekar Dorthe Svendsen den tredjemest udlånte bog i 2024 af den simple årsag, at det er en velskrevet, spændende krimi med interessante personer i.