Michelle vil kaste lys på mørket

”Naja Marie Aidt er for mig en af de mest interessante forfattere, vi har,” mener Michelle, som derfor vist kan siges at have vundet i lotteriet – hun skal nemlig interviewe selvsamme forfatter til Ordkraft.

Af Ditte Jensen

Tags

Ordkraft
Michelle står på biblioteket. Hun holder "Øvelser i mørke" og "Poesibog" i hænderne og kigger smilende ned på bøgerne. Bag Michelle ses fyldte bogreoler.
"På en overbevisende måde borer bogen sig ned i, hvordan det er at være kvinde, især midt i livet, og den blotlægger kvinders skam og skyld over vold, overgreb og krænkelser" lyder det bl.a. i anmeldelsen af "Øvelser i mørke" på Litteratursiden.dk.
Michelle står på biblioteket. Hun holder "Øvelser i mørke" og "Poesibog" i hænderne og kigger smilende ind i kameraet. Bag Michelle ses fyldte bogreoler og et stort maleri på væggen.

Det er svært ikke at have hørt om forfatteren Naja Marie Aidt før. Måske har du arbejdet med hendes noveller i danskundervisningen eller været trofast læser lige siden Sten saks papir udkom i 2012. Uanset er hun helt sikkert et navn, mange er stødt på.

”Jeg er især fascineret af hendes evne til at forene livets brutalitet med poetisk skønhed,” afslører Michelle Hoxer, adspurgt, hvorfor hun synes, Naja Marie Aidt er så spændende en forfatter. 

”Hendes skrift – sangtekster, digte, romaner - rummer en inderlighed, som er svær ikke at blive ramt af.”

Blå bog: Michelle From Hoxer

Icon Description

Michelle From Hoxer, født 1983. 

Michelle er journalistuddannet fra DMJX og cand.mag. i amerikanske studier fra SDU. Hun har arbejdet med kulturjournalistik og kommunikation for bl.a. DR, Realdania By & Byg og LitteraturNu.

Siden 2021 har hun arbejdet som bibliotekar og litteraturformidler hos Biblioteket i Thy med sidegesjæft som moderator, freelancejournalist og litterær oversætter.

Når Michelle til april sætter sig i den varme stol sammen med Naja Marie Aidt, er det romanen Øvelser i mørke, snakken kommer til at kredse sig om.

”Jeg glæder mig til at tale med Naja Marie Aidt om de nære venskaber mellem romanens kvindelige hovedperson og hendes veninder, som jeg selv blev meget berørt af, da jeg læste Øvelser i mørke,” siger Michelle.

”Jeg håber også, at vi kan berøre det at skrive om og fra et traume og derved kaste lys på mørket.”

Glæden ved interviewet skinner igennem

Michelle er uddannet journalist og elsker at interviewe – noget, som både Naja Marie Aidt og publikum uden tvivl vil nyde godt af, når dagen for samtalen endelig oprinder.   

”Når jeg skal tale med en forfatter, forsøger jeg altid at finde de steder i et værk, hvor jeg kan mærke, at min egen nysgerrighed bliver vakt, ”fortæller hun. 

”Det giver de mest levende og spændende samtaler for mig selv og derved forhåbentlig også for forfatteren og for publikum.” 

Michelle står på biblioteket. Hun holder "Øvelser i mørke" og "Poesibog" i hænderne og kigger smilende ind i kameraet. Bag Michelle ses fyldte bogreoler.
Michelle står her sammen med både romanen "Øvelser i mørke" og digtsamlingen "Poesibog" - to udgivelser af Naja Marie Aidts, der begge har berørt hende.

Hvilken af Naja Marie Aidts bøger har haft størst indflydelse på dig, og hvorfor? 

”Digtet Stavelser 5-9 fra digtsamlingen Poesibog har jeg haft hængende på mit køleskab i mere end ti år. 

Det er smukt og gådefuldt og barskt som livet selv og essensen af det, Naja Marie Aidt kan i min optik.  Jeg kan ligesom ikke blive færdig med det, hvilket må være et kriterie for al god litteratur. 

Især slutningen kan jeg læse om og om igen: 

men livet er altid pludseligt / forandrende, forvirrende / hver gang du elsker det hele / får du en blodtud; / det du troede var dit er nu væk / solen går ned i en sæk

Blå bog: Naja Marie Aidt

Icon Description

Naja Marie Aidt (f. 1963) har siden sin debut i 1991 med digtsamlingen Så længe jeg er ung været en fremtrædende forfatter på den danske litteraturscene med sin minimalistiske skrivestil om moderne liv og sociale relationer. 

I 2012 udkom Sten saks papir, der var Naja Marie Aidts første egentlige forsøg med romangenren. 

Udover digte, noveller og romaner har Naja Marie Aidt også skrevet skuespil og filmmanuskripter. Hun har modtaget stor anerkendelse for sit forfatterskab, herunder Kritikerprisen i 2006 for novellesamlingen Bavian, Det Danske Akademis Store Pris i 2020 og senest er hun nomineret til Jyllands-Postens Litteraturpris for Øvelser i mørke

”Jeg håber, at folk i salen først og fremmest får en oplevelse af en nærværende og vedkommende samtale,” svarer Michelle, når man spørger hende, hvad hun håber, publikum vil få med sig fra samtalen. 

”Det er øjeblikket, vi deler, som jeg personligt synes er vigtigst. 

Men det ville selvfølgelig være dejligt, hvis samtalen også sætter noget i gang hos dem, der lytter, som de kan tænke videre over. 

Og så håber jeg selvfølgelig, at de går derfra med lyst til at læse Øvelser i mørke eller andet af Naja Marie Aidt, hvis ikke de allerede har gjort det,” afslutter hun. 

Du kan opleve Michelle i samtale med forfatter Naja Marie Aidt torsdag den 3. april klokken 18-18.45 i Watt salen på Teater Nordkraft.

Derudover taler Michelle også med Moussa Mchangama torsdag den 3. april klokken 12-12.45 i Biffen.